Den hårde tone fører til politisk vold

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Politik er en kontaktsport, hvor man skal være tykhudet for at være med – men hvor meget skal vi egentligt finde os i? Hvor meget skal jeg for eksempel finde mig i?

Forleden modtog jeg på Facebook en truende besked fra en mand, der rasede over, at jeg efter Orlando-tragedien, hvor over 50 homoseksuelle var dræbt på en natklub, havde understreget, at gerningsmanden handlede på egen hånd. Han repræsenterede ikke sin religion.

”Knep dig selv, Trads. Du har blod på hænderne. Din promovering af unaturlig multikultur er årsag til dette massedrab. Høst hvad du sår din fucking nar.”

Få dage efter havde jeg (og Özlem Cekic) en ophedet diskussion med Mikael Jalving, højrefløjs-debattør, i DR2’s Deadline, om ’tonen’ i udlændingedebatten. Det fik en anden mand til at skrive et opslag til Jalving på sidstnævntes Facebook. Gå mere til stålet, lød opfordringen:

”Du skulle have skærpet tonen over for dem – du skulle simpelthen have kaldt dem for, hvad de er: ’Landsforrædere.” Ligesom Jo Cox var det, og Zenia Stampe er det (sidstnævnte er sammen med David Trads de mest landsskadelige elementer, vi har her i landet.)”

Manden fortsatte sit udbrud:

”Vi skal grave grøfterne lige nøjagtigt så dybe som truslen Islam tilsiger os at gøre. Kun på den måde får vi dansken op af stolen og får startet den borgerkrig, der skal befri dette land for den mellemøstlige indflydelse og den danskfjendtlige kulturmarxisme.”

Hvad er det egentligt, at de to mænd – og tro mig: jeg modtager den slags beskeder uafladeligt, så de er ikke alene – giver udtryk for? Jo, de siger, at muslimer er ’unaturlige’ hos os; at der bør startes en ’borgerkrig’ for at få dem ud; og, ja, at ’landsforrædere’ som mig skal dø.

Det er ærligt talt skræmmende – og i en uge, hvor Jo Cox, den britiske politiker, blev slået ihjel af en højreradikal galning, som råbte ’Befri Storbritannien’, da han dræbte hende, er det endnu mere alvorligt. Der er i dag beviseligt kortere fra trussel til handling.

Hvem har så ansvaret? I Storbritannien har det yderste højre – mest det EU- og indvandrerfjendtlige UKIP – et medansvar. I Danmark har en alliance af Dansk Folkeparti, Trykkeselskabet, Den Korte Avis og enkelte politikere og erhvervsfolk det også.

De værste danske hadprædikanter – ingen nævnt, ingen glemt – har i årevis hældt gift ud. De har delt os op i ’dem’ og ’os’. De har talt om ’en invasion’ udefra. De har i ond vilje kaldt sådan nogle som mig for ’landsforrædere.’ De har anklaget muslimer for at være en ’femte kolonne.’

Endnu værre har pænere folk på højrefløjen – langt ind i Venstre – i stigende grad abet efter. Anders Fogh Rasmussen undlod for ofte at sige fra. I dag deltager Lars Løkke Rasmussen selv i koret: ”Der er danske danskere – og så er der udlændinge,” som han sagde forleden. What?

De tossede mænd, som sidder bag computerskærmen og truer folk, lever ikke i en boble. De er påvirket af omverdenen. Når Dansk Folkeparti insisterer på at kalde Obama en ’neger-præsident’ eller stempler herboende muslimer som ’de fremmede’, ja, så bliver de inspireret.

Man kan også sige, at de bliver radikaliseret. Det er altid svaret, når en enlig eller en lille gruppe islamister begår terror. Så er de blevet påvirket af hadprædikanter på nettet. Den mand, der dræbte Jo Cox, blev med en vis sandsynlighed radikaliseret af UKIP’s propaganda.

Jeg siger ikke, at UKIP bærer ansvaret for mordet på Jo Cox – og jeg siger ikke, at Dansk Folkeparti & Co har ansvaret for fremtidig politisk vold i Danmark. Jeg siger, som Alex Massei skrev i The Spectator, at højrefløjen har et medansvar for det klima, som debatten foregår i.

Det handler om en politikers karakter. Han eller hun må gerne tale skarpt. Men aldrig hadefuldt. Den store udfordring er at samle. Ikke at splitte. Det begynder med den gode tone.