Fortsæt til indhold
Kommentar

En EU-positiv JP-blogger kan ikke slå en EU-modstander-bevægelse ihjel

Med de mange ja-partier, så er det nødvendigt med en nej-bevægelse, der kan samle EU-skeptikere og -modstandere. Folkebevægelsen imod EU har en flot historik og en vigtig rolle i fremtiden.

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Min medblogger her på avisen, Europabevægelsens Jens-Kristian Lütken fra Venstre, har begået en nekrolog over Folkebevægelsen mod EU.

Men rygterne om Folkebevægelsens død er stærkt overdrevne. Jeg er ikke selv medlem der, da jeg er medlem af et andet parti, der ligeledes ofte erklæres døende. Derfor kender jeg godt til denne slags nekrologer, og da jeg EU-politisk ligger tæt på Folkebevægelsen, så følger jeg også med i bevægelsens virke. Ja, jeg har sågar fået træskoprisen fra Folkebevægelsen i min tid som KU-landsformand.

Qua min lidt mere opdaterede viden end Jens-Kristian, kan jeg også sige, at Folkebevægelsen mod EU rent faktisk i disse dage oplever fremgang, og at der samtidigt mere end nogensinde er brug dem. Ikke mindst i en situation, hvor centraliseringen af magt i EU er voksende og hvor Storbritannien måske forlader EU-skuden.

Jens-Kristian, som jeg mange gange tidligere, har krydset EU-klinger med, begår en stor fejl, når han undervurderer Folkebevægelsens styrke og overlevelsesevne. Bevægelsen har eksisteret i 44 år og har været repræsenteret i EU-parlamentet siden det første direkte valg i 1979. Folkebevægelsen mod EU findes lokalt over det meste af landet, og har de seneste år oplevet fremgang både i valg og rent organisatorisk bl.a. med flere medlemmer og øget lokal tilstedeværelse. Ved det seneste EU-parlamentsvalg oplevede bevægelsen også et generationsskifte da Rina Ronja Kari blev medlem af EU-parlamentet og den radikale Lave K. Broch blev 1. suppleant til EU-parlamentet, så det er langt fra en døende bevægelse.

Bevægelsens indsats har været afgørende for at det blev et nej i folkeafstemningerne om Maastricht-traktaten, euroen og den seneste afstemning om EU’s overstatslige retspolitik. Folkebevægelsen spillede også en aktiv rolle i den grønlandske afstemning i 1982, der førte til Grønlands farvel til EU. Det er derfor en bevægelse, der har haft stor indflydelse på Danmarks forhold til EU, og den relation som vi netop har i dag.

Det må selvfølgelig være irriterende for Jens-Kristian, at han ofte bliver mødt af en bevægelse, hvor der både er socialister, midterfolk og borgerlige. Det er i Folkebevægelsens DNA, at der skal arbejdes tværpolitisk, og det er også logisk, for kun ved at tænke tværpolitisk, er det muligt at nå over 50 % af danskerne.

Bevægelsens tværpolitiske arbejde er helt afgørende for EU-modstanden i Danmark. I forbindelse med den seneste folkeafstemningskampagne synliggjorde Folkebevægelsen f.eks. nej-sigere fra samtlige folketingspartier - herunder alle ja-partierne - i den uddelingsavis, som bevægelsen udgav hundredetusindvis af, og uden den store tværpolitiske indsats, der blev udført i hele landet, ville vi ikke have fået et landsdækkende nej.

Set fra mit perspektiv er der fortsat brug for en bevægelse som Folkebevægelsen mod EU. Vi står nu i en situation, hvor EU blander sig i flertallet af lovene på Christiansborg og i halvdelen af alle spørgsmål, der kommer op i byrådene og regionsrådene, og vi står over for en britisk folkeafstemning om EU den 23. juni. Storbritannien er en af vores vigtigste allierede og verdens femte største økonomi.

Kun få forudså hvordan EU ville udvikle sig til noget, der i stigende grad ligner en statsdannelse, før Danmark sammen med Storbritannien og Irland kom med i EF/EU i 1973. Derfor bør danskerne på linje med briterne blive spurgt om EU-medlemskabet. Men en sådan afstemning kommer ikke af sig selv og vindes heller ikke af sig selv. Det er derfor det er afgørende, at vi har Folkebevægelsen mod EU med i denne kamp.

Det er også afgørende, at vi har Folkebevægelsen, hvis Lars Løkke Ramussen og co. prøver, at underløbe det danske nej fra december og at vi har en tværpolitisk EU-modstanderbevægelse i EU-parlamentet, der ikke drømmer om et rødt, blåt eller grønt EU. Men som i stedet arbejder for demokrati og national selvbestemmelse.

Så er det rigtigt, at Folkebevægelsen i nogle øjne har været synonym med venstrefløjen og Enhedslisten, men organisationen har omfattet masser af venstrefolk og konservative, som Jens Kristian og jeg henholdsvist er. I Folkebevægelsens ledelse sidder i dag Thorkil Sohn, der er tidl. venstremand, mens en anden tidligere venstremand, Niels Petersen også har siddet i ledelsen. I den nuværende ledelse sidder Åge Staun i forretningsudvalget, og han er erklæret borgerlig. Fra mit eget parti har tidligere C-medlemmer som Ane Fisker Knudsen og Hans Henrik Larsen været aktive og opstillede, og i ledelsen i dag sidder Pia Aaes Møller, der ved sidste folketingsvalg altså satte kryds ved liste C.

Hertil er der naturligvis en masse VU’ere, KU’ere, LAU’ere, LA’ere og så videre, der bakker bevægelsen op rundt omkring, og med Enhedslistens beslutning om selv at stille op til Europaparlamentet, så er de borgerlige kræfter nok endnu stærkere i bevægelsen.

Men mon ikke Jens-Kristians håb primært bunder i hans egen enøjede kærlighed til EU. Men det håb tror jeg nu ikke går i opfyldelse så længe, at der i virkeligheden ikke er særlig meget at elske.