Nekrolog: Farvel til Folkebevægelsen mod EU
Det er normalt ikke velset at ønske andre en snarlig død, men når det gælder Folkebevægelsen mod EU, så burde dette fortidslevn være lagt i graven for mange år siden.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Enhedslisten har på weekendens landsmøde besluttet at stille op til Europa-Parlamentet. Det betyder enden for Folkebevægelsen mod EU – og godt for det.
EU er en politisk kamplads, det er dog en kamp som Enhedslisten har forsømt at komme ind i ved at pege på Folkebevægelsen mod EU, i stedet for selv at stille op til Europa-Parlamentet. Den praksis er nu slut, hvilket betyder at Enhedslisten er at finde på stemmesedlen til valget i 2019.
Folkebevægelsen mod EU har alle dage været befolket af den yderste venstrefløj, plus nogle enkelte vildfarne radikale for at give bevægelsen et fernis af at være tværpolitisk. Det tværpolitiske har dog reelt bestået i at bevægelsen både har favnet leninister og maoister. Marxismen til trods, så har bevægelsens politik været uhyre simpel, den har bestået i at sige nej til det hele.
Hvis man som vælger satte krydset ved liste N, så har man været helt sikker på ikke at få indflydelse på noget som helst. Det siger sig selv, at hvis udgangspunktet for alle forhandlingerne er at man er imod, uanset indhold, så bliver det begrænset hvor meget forhandlingsbord der er at bide sig fat i.
Europa-Parlamentet har med Lissabon-traktaten fået meget mere indflydelse, og derfor giver det ikke længere mening at samles i et parti, hvis eneste formål er at få Danmark ud af EU. Det er et spørgsmål der hører hjemme i Folketinget, og ikke i parlamentet.
Hvis man vil have Danmark ud af EU, så må man stemme på et parti til folketingsvalget der ønsker dette, Europa-Parlamentet har nemlig ikke noget som helst at skulle have sagt i det spørgsmål.
Tiden er løbet fra den dogmatiske EU-modstand, i stedet for er europapolitikken, og kritikken af EU, så at sige blevet normaliseret. Med andre ord, så er ghettoiseringen af EU-debatten slut. EU er idag noget som folketingets politkere må forholde sig til dagligt udfra politiske forskelle og ikke ud fra en simpel ja-nej analyse. Derfor er jeg glad for at Enhedslisten nu vil stille op til Europa-Parlamentet, og med partiets meningsmålinger for tiden, så er de rød-grønne næsten sikker på et mandat. Når Enhedslisten fremover er at finde på stemmesedlen, så kan man få en diskussion om indhold og politiske forskelle. Det er langt mere interessant og relevant end tidligere tiders debat med Folkebevægelsen mod EU, hvis eneste omdrejningspunkt har været at stemme nej til det hele.