Krigen mod hash er en tabersag
Det er på tide at se fordomsfrit på legalisering af cannabis. Vi ved, at kriminalisering ikke virker, derfor skal vi gå nye veje.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Man lader til at have opdaget det mange andre steder i verden, men ikke i Danmark endnu: Krigen mod cannabis er en ren tabersag. Vi oplever netop nu en global erkendelsesbølge, hvor det i stigende grad går op for stater, at der ikke er noget vundet ved at bekæmpe brugen og salget af cannabis med næb og klør; men at der derimod er så utroligt meget tabt ved at gøre det.
Listen over lande, der arbejder med en større eller mindre afkriminalisering af cannabis omfatter bl.a. Østrig, Portugal, USA, Uruguay, Chile, Colombia, Holland og Spanien. Og erfaringerne er entydige: Kriminaliteten og antallet af misbrugere falder. Det virker kontraintuitivt på mange mennesker, men vi må forholde os til fakta: Forbruget af cannabis stiger ikke, fordi det bliver lovligt, tværtimod. I amerikanske stater, hvor man har legaliseret cannabis, er forbruget blandt de yngste teenagere faldet.
Jeg håber, at vi kan tage en fordomsfri og faktabaseret debat om legalisering af cannabis herhjemme. En debat, der forhåbentligt kan munde ud i en mere tidssvarende rusmiddelpolitik. Lad os for eksempel forholde os til, at der hvert år dør cirka 3.000 danskere som følge af alkoholmisbrug, imens antallet af cannabis-dødsfald er et rundt 0.
Selvfølgelig skal vi have et stærkt fokus på de problemer, der følger med et hashmisbrug - som der gør med alle misbrug. Social deroute og unge, der hænger fast i en hverdag med overforbrug af hash skal vi tage gravalvorligt. Vi skal også være meget opmærksomme på, at et hashmisbrug kan føre til misbrug af hårdere stoffer. I flere stater i USA kanaliserer man indtægter fra salget af statsautoriseret cannabis over i behandling og forebyggelse af misbrug. Det mener jeg bestemt, vi bør lade os inspirere af herhjemme.
Vi skal ikke bekæmpe forbrug af cannabis som rusmiddel, vi skal bekæmpe misbrug. Og én ting er sikkert: Den nuværende strategi virker ikke. Kriminaliseringen har under ingen omstændigheder betydet en begrænsning af efterspørgslen.
Den nuværende lovgivning omkring cannabis baserer sig i mine øjne på irrationelle følelser og en gammel opfattelse af bedste viden på området. Der er tale om en reaktionær politik, som ikke kommer nogen til gavn, og Alternativet vil selvsagt en anden vej, vi vil bane vejen for konstruktive løsninger.
Lad os holde op med at lovgive efter en fornemmelse af at noget er “noget værre skidt”. Lad os forholde os til fakta og se med åbne øjne på de muligheder, en legalisering vil medføre, ikke mindst i forhold til at lægge låg på banders adgang til et lukrativt, illegalt marked. Et marked jeg gerne så gå op i røg.