Hvorfor er der ingen danskere ansat på de københavnske restauranter?
En tur på restaurant viser, at der er noget rivravruskende galt med det danske arbejdsmarked
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er langt mellem de danske ansatte på de københavnske restauranter. Det gælder helt åbenlyst blandt tjenerne, men utvivlsomt også i køkkenet. Stribevis af nye restauranter slår døren op for tiden, og hovedstaden hylder sig selv som en international gastronomisk sværvægter. Det er kun glædeligt, at det danske køkken ikke længere får udenlandske gæster til at løbe skrigende væk med udsigten brun sovs og kartofler. I stedet er det ny nordisk mad og en veritabel krig om byens bedste burger, der tiltrækker udenlandske besøgende.
Det burde resultere i en jobfest, eftersom alle og enhver nærmest kan komme ind med firetoget og få et arbejde i restaurantionsbranchen. Det er bare ikke firetoget at de mange nye tjenere kommer ind med. De lander i stedet med Ryanair fra Litauen eller Sydeuropa. Som restaurantgæst er det ikke noget at udsætte på at betjeningen er fra Litauen, Spanien eller Sverige for den sags skyld - tværtimod så er der altid et smil på læben og en service som man ellers sjældent oplever i Danmark.
En tur på restaurant viser med alt ønskelig tydelighed, at der er noget rivravruskende galt med det danske arbejdsmarked.
Der er 37.962 jobparate på kontanthjælp Danmark, så der er jo egentlig rigeligt med arbejdskraft at tage af. Der er masser af ledige hænder som måned efter måned modtager offentlig forsørgelse, alligevel så er der umuligt at besætte mange stillinger med dansk arbejdskraft.
Venstrefløjen bruger uendeligt mange kræfter på at råbe op om at kontanthjælpsreformen tvinger mennesker ud i fattigdom. Det går ud over børnene må man forstå på de indignerede politikere og meningsdannere på venstrefløjen.
Ingen, som i absolut ingen af disse indignerede gode mennesker, bruger kræfter på at gøre opmærksom på at der er rigeligt med arbejde at finde.
Det er jo fuldstændigt absurd, at vi bruger langt de fleste af vores skattekroner på overførelsesindkomster. Der er et kæmpe potentiale i at få folk, der ikke har andre problemer end at de står uden for arbejdsmarkedet, i arbejdet. Det lyder latterligt banalt, men det er det, der er problemet i Danmark.
Det nytter ikke noget at fedte rundt med et omprioriteringsbidrag på sølle en procent ude i kommunerne. Det kommer der ikke noget ud af som for alvor kan mærkes. Det, der er den helt store bøf i det offentlige budget, er overførelsesindkomsterne enorme størrelse og det faktum at alt for mange står udenfor arbejdsmarkedet på trods af at der er masser af arbejde at få.
Så kære Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr og Johanne Schmidt stop nu det klynkeriet om kontanthjælpen og forlang at folk tager et arbejde i stedet. Det bliver vi alle både rigere og mere lykkelige af.