Fortsæt til indhold
Kommentar

Forældres skænderier får børn og unge til at mistrives

En ny undersøgelse viser, at rigtigt mange børn kæmper med dårlig trivsel, fordi de alt for ofte oplever højlydte skænderier og konflikter mellem deres forældre. Der er behov for en større bevidsthed hos forældrene om den skadelig påvirkning af børnene.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En ny landsdækkende undersøgelse blandt 1.500 elever i 8. klasse, som Børnerådet har offentliggjort i denne uge, slår fast, at rigtigt mange børn kæmper med dårlig trivsel, fordi de alt for ofte oplever højlydte skænderier og konflikter mellem deres forældre. Undersøgelsen viser også, at forældrenes skænderier påvirker de unge så meget, at de kæmper med bekymringer om, hvorvidt deres forældre skal skilles. Det giver grund til at opfordre forældre til at være mere bevidste om hvor skadelig deres skænderier kan være, og at de forældre der er i længerevarende konflikt, lærer at samarbejde og kommunikere konstruktivt med hinanden.

Unge, der tænker på, om deres forældre skal skilles, scorer lavere på flere trivselsparametre. De taler sjældnere med andre om deres problemer, bekymringer eller sorger. Og mange af dem (40 %) føler sig ofte ensomme.

Børn kan ikke tåle at leve med langvarige konflikter og højlydte skænderier. Det giver sår i psyken og vil over tid sætte sig som sorg, bekymringer og mistrivsel. Det bør give stof til eftertanke for forældre, når de fanges ind i indbyrdes skænderier. Men det bør i høj grad også give stof til eftertanke blandt de politikere, der som en automatreaktion siger ’længere åbningstider i daginstitutioner’, hver gang ubalance mellem job og familieliv er fremme i debatten. På Center for Familieudvikling møder vi ofte forældrepar, der er så pressede i deres hverdag, at mange mister overskuddet til børnene og til hinanden og derfor ender i konfliktfyldte mønstre og måske også skilsmisse.

De unge gør sig mange overvejelser, når deres forældre skændes. For eksempel fortæller Christopher på 13 år, der lever i en kernefamilie i Børnerådets undersøgelse, at han ser flere grunde til, at unge kan bekymre sig om forældres potentielle skilsmisse: ”Hvis de skændes meget (…) hvis de bare ikke kommer hjem på samme tid, og når min mor kommer hjem, så tager far afsted, og når far kommer hjem, tager mor afsted.”

Børn kan ikke tåle langvarig misstemning, manglende nærvær og utryghed. Og de mangler redskaber til selv at løse konflikter i deres eget voksenliv, hvis ikke de har rollemodeller i forældrene at støtte sig op ad. Det gælder hvad enten forældre lever sammen eller er gået fra hinanden.

Heldigvis ved vi i Center for Familieudvikling fra forskningen, at de fleste børn kommer ganske godt videre i deres opvækst, hvis forældrene formår at samarbejde og kommunikere konstruktivt sammen med fokus på deres børns bedste. Men det er langt fra en selvfølge. Både konfliktefyldte parrelationer og brud mellem forældre involverer mange og svære følelser hos de voksne, hvilket ofte lader børnene alene.

Ingen forældre kan undgå at blive sure på hinanden eller blive fanget ind i et skænderi engang imellem. Gnidninger og uoverensstemmelser er uundgåelige, hvis man lever tæt sammen som par og familie. Børn kan også godt klare, at deres forældre en gang imellem kommer op og toppes om en uenighed – så længe børnene så samtidig oplever, at forældrene evner at behandle hinanden på en anerkendende og værdig måde og formår at løsne op for konflikten og bliver gode venner igen. Det er den langvarige misstemning, der skaber utryghed og ensomhed hos børnene. I valg af konfliktløsningsmodel er forældrene også rollemodeller for børnene. Børn gør ikke som forældrene siger, men de gør det samme som forældrene gør.

Snak med jeres barn, vær ærlige, og lad være med at lade som om, alt er godt, hvis det ikke er det,” er det gode råd en 15-årig pige giver forældre i undersøgelsen.

Konstruktiv kommunikation og samarbejde er alt afgørende for børns liv, også når forældrene ikke længere deler hjem. Skilsmisser kan være den eneste rigtige vej at gå, hvis samlivet ikke længere opleves muligt. Men undersøgelsen minder os om, at det aldrig er en let løsning, og at et både konfliktfyldt parforhold og brud mellem forældrene – ja alene tanken om det – er noget, som påvirker børns trivsel.