Fortsæt til indhold
Kommentar

Danskerne vil adskille kirke og stat, og dermed politik og religion - og hvor ville det være fornuftigt

Min medblogger her på JP, har i et indlæg skrevet, at vi skal fastholde kirken, som underlagt staten. Jeg kunne ikke være mere uenig.

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Langt over halvdelen af danskerne ønsker, at folkekirkens tætte forbindelse til staten skal ophøre. Og faktisk vil Folkekirken opleve en opblomstring, hvis den frigives fra statens hænder.

Mange mennesker tror fejlagtigt, at den danske folkekirkes særlige rettigheder styrker den, selv om dette ikke er tilfældet - tværtimod. Den danske folkekirkes styrke burde ligge i den store befolkningsmæssige opbakning frem for i dens særstatus i statsøjemed. Som det er nu, behøver den danske folkekirke ikke forny sig særlig meget, da den ikke er presset, staten har simpelthen fjernet presset. Hvis man adskilte kirke og stat ville kirken blive tvunget til fornyelse og tvunget til at appellere mere til den danske befolkning.

En fundamental menneskeret er religionsfrihed. Enhver har ret til at have den religiøse tro, vedkommende ønsker. I et demokrati har alle retten til frit at vælge, hvad de vil tro på. Men så må religionerne også ligestilles. Det er i øjeblikket ikke tilfældet i Danmark. Her favoriseres den evangelisk-lutherske kristendom som landets folkekirke, og det er forkert, at kristendommen prioriteres over andre religioner. Uanset hvad man tror på, kan man i dag for eksempel ikke slippe for at betale til folkekirkepræsternes løn gennem den normale beskatning, også selvom man er udmeldt af folkekirken.

Konceptet om, at adskille kirke og stat går tilbage til demokratiets begyndelse og stammer fra grundlæggelsen af Amerika, der var det første land i verden, som adskilte religion fra politik. Adskillelsen af kirke og stat har gjort kirken til et socialt samlingspunkt og bindeled i det amerikanske lokalsamfund i stedet for en tom statslig bygning, man kun benytter til højtider, og de frivillige kirker spillede en central rolle i USA i kampen for f.eks. borgerrettigheder i 60?erne.

For undertegnede er det derfor afgørende, at alle religionsretninger er ligestillede i Danmark forstået på den måde, at ingen favoriseres frem for andre. Jeg vender mig imod, at den evangelisk-lutherske kirke gøres til statsreligion og understøttes økonomisk og politisk af staten. Kirke og stat bør være adskilt, således at ingen trosretning favoriseres eller diskrimineres

Vi må have en åben og fordomsfri tilgang til andre trosretninger, hvorfor sekter og lignende bør anerkendes på lige fod med andre religiøse bevægelser, såfremt de opretholder Grundlovens principper naturligvis. Man skal ikke tolerere intolerance.

Det er ærgerligt, at så mange danske politikere gerne vil statsstyre religionen, og opkræve skat til folkekirken fra ikke-kristne.

Forestil dig, at man gjorde det samme til det politiske landskab. Hvis Dansk Folkeparti fik 80% af stemmerne, så skulle de være hele Danmarks statsparti - og ikke-DF’ere skulle betale lønningerne til DF’s ledende folk. Det ville være ligeså forrykt som den nuværende form staten understøtter folkekirken med.

På samme eksemplificerende vis kan man prøve at vende vores samfund om til et muslimsk samfund: Der bliver undervist i islam i folkeskolen, hospitalerne har en imam tilknyttet, parlamentet mødes ved første samling i moskeen og overværer en bøn til Allah, man har en moskeminister, alle nyfødte uanset religion skal indskrives hos den lokale imam og på stats-TV vises der fredagsmoskeen.

Hvis man kom til et muslimsk land med samme opbygning som det danske, så ville mange danskere nok rynke på næsen og nogle endda kalde det fundamentalistisk, men det eneste, der er gjort er en udskiftning af ‘kirke’ med ‘moske’, ‘præst’ med ‘imam’, ‘Gud’ med ‘Allah’ og ’søndagskirken’ med ‘fredagsmoskeen’.

Religionsspørgsmål er en kontroversiel og subjektiv vurdering fra individet selv. Derfor mener jeg, at religionsfrihed er en nødvendighed for demokratiets ideelle sammensætning.

Vi kender kristendommen så godt, at vi burde stole på dens værd. Men vores forhold til næstekærlighed og tro er personlig - og her skal staten ikke involveres.

Læs min medbloggers indlæg her.