Hvad er op og ned i amerikansk politik? Bliver Trump præsident?
Jeg elsker USA og håber virkelig, at vælgerne besinder sig, så vi slipper for Hillary og Trump. Læs min analyse af den amerikanske præsidentvalgkamp.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Lad mig begynde med at slå fast, at jeg som liberalkonservativ libetarianer naturligvis er republikaner.
Jeg skrev for nyligt et indlæg, hvor jeg roste den tidligere republikanske præsident George W. Bush, der kørte en fremragende udenrigspolitisk linje, og jeg har også tidligere skrevet et indlæg om, hvor upopulær demokraten Barack Hussein Obama er ’over there’.
Jeg er republikaner fordi de kæmper for en lille stat, et stærk forsvar, en hård retspolitik, det personlige ansvar og hjælp til de svage, og kun de svage. De har forstået vigtigheden af civilsamfundet, traditioner og familien – og så er de det parti, der vil trække USA i en retning, der er god for Europa.
Jeg har selv været i USA i forbindelse med præsidentvalgkampen i 2004 og i forbindelse med midtvejsvalget i 2014, og i øjeblikket følger jeg naturligvis med i målingerne omkring de to partiers nomineringer i primærvalget.
I går var det så Super Tuesday, hvor amerikanere i hele 12 stater skulle vælge, hvem de vil have som deres partis præsidentkandidat.
Resultatet kan ses her, og jeg vil bruge dette indlæg til at filosofere over, hvem der i sidste ende er i spil til præsidentvalget, der afholdes tirsdag den 8. november i år.
De røde elefanter: Republikanerne
Republikanerne er et bredt borgerligt parti, der på mange måder kan defineres som konservativt, om end medianrepublikaneren er noget mere højreorienteret end den mediankonservative dansker herhjemme.
Her har man haft mange kandidater i spil, herunder Jeb Bush, der i manges øjne var favorit i begyndelsen. Men efterhånden som valgkampen har taget fat, har Donald Trump lagt sig i spidsen som frontløber.
De mange forskellige kandidater har haft splittet partiets elite – the establishment – og The Donald har kørt sin helt egen stil, som man ikke har været dygtig nok til at håndtere.
Trump er populist, og rammer den helt almindelige amerikanske arbejder – selv dem, der er demokrater. Hans succes er blevet sammenlignet med Dansk Folkepartis – uagtet at han kører en noget hårdere retorik og udlændingepolitisk linje. Han er et produkt af politikerleden og rammer tidsånden lige i øjet.
Mange tror, at Trump henter stemmer yderst til højre og i Tea party-bevægelsen, men sandheden er en anden. Han henter midtervælgerne, hvilket jeg vender tilbage til.
Marco Rubio og John Kasich er de eneste tilbageværende kandidater fra etablissementet hos republikanerne, men det er kun Rubio, der har en reel chance.
Han er mere klassisk republikaner og hvis Ted Cruz, John Kasich og Ben Carson trækker sig, og vil store dele af partiet stå bag ham, og så vil muligheden for at slå Trump være til stede.
Men tiden render ud, og så længe, at de fire splitter stemmerne, så vil Trump kunne sikre sig flertal.
Mit personlige håb er, at Rubio bliver kompromiskandidaten, der indhenter til sidst. Kampen kommer til at stå mellem ham og Trump.
De blå æsler: Demokraterne
Hvis Republikanerne er konservative, så er Demokraterne liberale. De er ikke venstreorienterede på en dansk skala om end man nok vil betegne partiet som socialliberalt.
Hos Demokraterne har Hillary Clinton længe været en nærmest sikker vinder af den demokratiske nominering – uagtet, at hun har haft den store mail-sag og er anklaget for forskellige kriminelle handlinger.
Hillarys popularitet har været bedre, og derfor har den endnu mere røde kandidat til den demokratiske nominering Bernie Sanders – uagtet sine 74 år – indtil nu givet hende kamp til stregen. Hun er foran, men Sanders har ikke givet op.
Jeg er ret overrasket over hans succes og dygtige campaigning, og finder det forfriskende med en politiker, der rent faktisk siger, hvad han mener – uagtet at jeg er uenig med det, han siger.
Dog er det temmelig sandsynligt, at Hillary løber med sejren.
Hvem vil jeg bakke op?
Lad mig benytte udelukkelsesmetoden: Jeg ville have meget svært ved at bakke en demokratisk præsidentkandidat op – og i særdeleshed Hillary eller Bernie.
Hvis det bliver Rubio, så vil han få min fulde støtte, mens jeg har det lidt sværere med Trump.
Trump er bestemt ikke så rabiat, som han fremstilles i de danske medier. Her har man alle dage været farvet af demokraternes propaganda-maskine, og man ser skævt på den Fox-version, som halvdelen af amerikanerne ellers deler.
Trump har tidligere været demokrat, og jeg vil ikke betegne ham som højreorienteret i amerikansk sammenhæng. Det, der taler ham ned i min bog er, at han er ret ubehøvlet på en måde, så man er uegnet både som et civiliseret lands statsoverhoved, såvel som et konservativt partis leder. Derfor vil jeg nok lukke øjnene og drømme mig frem til næste præsidentvalg igen i 2020, hvis kampen står mellem Hillary og Trump.
Og selvom mange mener, at Hillary er en sikker vinder af den kamp, så tillader jeg mig at udfordre den analyse: The Trump Train Has no Brakes!
I mit stille sind håber jeg, at New Yorks tidligere borgmester - den nu uafhængige - Michael Bloomberg ender med at stille op som en tredje kandidat.
Som det ser ud nu, så er der meget der tyder på, at jeg kommer til at have samme negative indstilling til den kommende præsident i USA, som jeg har til den nuværende.