Tyskland kaster Europa mod afgrundens rand
Jeg er SÅ træt af Tyskland og dets politikere.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ja, jeg måtte faktisk knibe mig i armen, da jeg i et telegram læste, at Tyskland i ramme alvor nu beskylder Danmark og Sverige for at ”ødelægge” Schengen-samarbejdet, den frie bevægelighed og de åbne grænser. Med andre ord er vi altså pludselig årsagen til Schengen-samarbejdets sammenbrud.
Sikke noget vrøvl. Det er dem, der, ved at invitere gud og hvermand til Europa, har skabt sammenbruddet i Europa og lagt solidariteten i ruiner.
At vi andre så skal høre på kritik fra Tyskland og have skylden for, at Schengen er på vej i graven, fordi vi indfører grænsekontrol, er både pinligt og forkasteligt.
Faktum er, at Schengen reelt har været brudt sammen gennem en årrække, uden Tyskland og andre har villet erkende det og handle på det.
I Dansk Folkeparti kunne vi så godt have ønsket os en langt mere gennemgribende kontrol, og at udlændinge skulle være i besiddelse af visum for at komme over grænsen, ligesom vi gerne ville have indført transportøransvar med det samme, idet man må antage, at det før eller siden vil være en realitet.
Må jeg minde om, at Kansler Merkel i september erklærede, at ”wir schaffen das”, hvorpå hun åbnede grænserne for en hidtil uhørt masseinvasion af flygtninge og migranter til Tyskland. På grund af manglende kontrol ved EU's ydre grænser – som ellers var en forudsætning for Schengen-samarbejdet – var det lykkedes for flere hundrede tusinde asylindvandrere at begive sig hele vejen op til den tyske grænse uden nogen hindring på vejen, når man lige ser bort fra Ungarns desperate forsøg på at inddæmme flodbølgen af mennesker.
Som følge af den manglende kontrol ved ydergrænserne til EU lå Schengen-samarbejdet og rallede på sit dødsleje. Men Kansler Merkel leverede det endelige dødsstød, og hendes parti, CDU, nægter fortsat at tale om en øvre grænse for antallet af flygtninge og migranter, selv om søsterpartiet CSU indtil flere gange har efterlyst en realistisk politik.
Det uforståelige er ikke, at svenskerne har indført grænsekontrol, og at Danmark har været nødsaget til at følge det op med en tilsvarende handling. Det burde være sket for længe siden. Nej, det uforståelige er Tysklands mangel på realitetssans. Jeg håber, at de tyske magthavere bevidst lyver og hykler om Schengen-samarbejdet, men har alligevel en mistanke om, at Merkel slet ikke fatter konsekvenserne af sine handlinger.
Tyskland bør indse, at spillet er forbi. Landet lagde selv Schengen-samarbejdet i graven. Samarbejdet var en patient, som kun lod sig holde kunstigt i live under indtryk af fred og ro i nærområderne. Men da tyskerne åbnede grænserne døde alle håb om at finde en livsforlængende medicin.
Patienten er død. Skylden er tyskernes – og til dels også svenskernes – men bestemt ikke Danmarks.