Fortsæt til indhold
Kommentar

Når DR vildleder om løgne

DR har i dag sat sig for at viderebringe venstrefløjens løgne om Iraks befrielse. Derfor har jeg sat mig for at tilbagevise dem – også dem om Bush.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Danmarks Radio har sat sig for at bringe ’Dagens løgn’ i hele december måned, og i dag er fokus på Irakkrigen: "Dagens afsnit af Detektors løgnekalender handler om begrundelsen for, at Danmark i foråret 2003 sendte væbnede styrker til deltagelse i Irak-krigen. En begrundelse, der viste sig at bygge på en løgn," hedder det i teksten, der skal begrunde valget af "Dagens løgn".

Løgnen er usand

Ovenstående er dog ikke i overensstemmelse med det beslutningsgrundlag, som Folketinget lagde til grund for deltagelse. Danmarks begrundelse for at befri Irak var aldrig masseødelæggelsesvåben, men derimod at Saddam ikke overholdt FNs nedrustningsresolutioner.

Dermed agerer det danske stats-TV, som jeg tidligere har kritiseret, kritikløst mikrofonholder for hele oppositionens dagsorden i forhold til befrielsesgrundlaget i 2003.

For nok fandt man aldrig fuldt udviklede masseødelæggelsesvåben – Saddam havde nemlig nået at bruge, dem der var brugbare – men det var heller ikke det udslagsgivende i befrielsen. De var derimod, at Irak havde undladt at efterleve sine nedrustningsforpligtelser i henhold til FNs resolutioner – dem kommer jeg tilbage til.

Iraks befrielse var en rigtig beslutning

Danske politikere har alt for længe undgået at tale frihed og danser i stedet omkring Irak-krigs-debatten som katten om den varme grød.

Der er folk, der hellere havde set Saddam Hussein fortsætte med sit diktatorregime med udryddelser og mishandlinger af minoriteterne, hvad enten de var politiske, religiøse eller etniske. Men folk, der er imod krig, bør i det mindste anstrenge sig til at anvise, hvad verden så skal gøre mod diktatorer og voldsforbrydere.

Et faktum er, at Saddam aldrig var blevet fjernet, hvis ikke George W. Bush med baggrund i FN's Sikkerhedsråds resolution 1441 havde sat sig i spidsen for en bred koalition og fjernet Saddam endegyldigt. Og her har Danmark en lille del af æren.

Det er helt fair, hvis man ikke ønsker at tage del i denne ære, og nogle kunne måske ønske, at indsatserne i Irak (og Afghanistan) i dag havde været mere intensive. Men når DR lyver om hele baggrunden for indsatsen, så må der råbes vagt i gevær.

George Bush er en helt

Jeg vil benytte anledningen til at knytte et par ord om den daværende amerikanske præsident. George W. Bush kæmpede for frihed, demokrati og kapitalisme; værdier som er selve grundlaget for vores samfund. Han anerkendte, at vores ansvar strækker sig længere end blot til vores landegrænser.

Venstrefløjen har ofte hævdet, at koalitionen dræbte 100.000 civile irakere i forbindelse med krigsførelsen i Irak. Tallet kommer fra en meget omdiskuteret undersøgelse, som blev bragt i videnskabsmagasinet The Lancet umiddelbart før det amerikanske præsidentvalg i 2004. Undersøgelsen hviler dog på et utrolig tyndt og farvet statistisk grundlag. Undersøgelsen tager udgangspunkt i 7.630 indbyggere fordelt i 32 klynger. I 'før-invasions'-perioden mellem den 1. januar 2002 og 18. marts 2003 døde 46 mennesker. I 'efter-invasions'-perioden mellem den 19. marts 2003 og den 16. september 2004 døde 89 mennesker. Efter tidsjustering af 'før-invasions'-perioden giver det henholdsvis 56 og 89 dødsfald. Det viser en forskel på 33 dødsfald. Herefter divideres Iraks officielle indbyggertal på det tidspunkt - 24,4 millioner - med antallet af indbyggere i undersøgelsen -7.630 - og det giver 3.198. Dette tal ganges med de 33 dødsfald, og det giver… 105.534 dødsfald. Hertil kommer, at undersøgelsen ikke har nogen klynger i det forholdsvis sikre nordlige og sydlige Irak. Det er meget troværdigt, ikke? FN sætter i øvrigt tallet til 24.000, og Iraqi Body Count sætter det til 24.300. Dermed døde der faktisk færre mennesker pr. dag i Irak under selve krigen esammenlignet med de mange mord, der blev begået af Saddams regime.

Meningerne er delte omkring lovligheden af krigen i Irak. Venstrefløjen - og tilsyneladende DR - mener, den var ulovlig. Vi andre mener, at den var lovlig.

FN’s Sikkerhedsråd havde siden sommeren 1990 vedtaget cirka 60 resolutioner om situationen i Irak. De fleste af disse resolutioner fordømmer Iraks adfærd og manglende samarbejde, og de vigtigste resolutioner er 661, 678, 687, 707, 1284 og 1441. Det er sidstnævnte resolution, der danner grundlaget for koalitionens angreb på Irak, da Saddam Hussein ikke efterlevede resolutionens krav.

To centrale afsnit fra resolutionen:

  • “Deploring the fact that Iraq has not provided an accurate, full, final, and complete disclosure, as required by resolution 687 (1991), of all aspects of its programmes to develop weapons of mass destruction and ballistic missiles with a range greater than one hundred and fifty kilometres, and of all holdings of such weapons, their components and production facilities and locations, as well as all other nuclear programmes, including any which it claims are for purposes not related to nuclear-weapons-usable material”
  • “Recalls, in that context, that the Council has repeatedly warned Iraq that it will face serious consequences as a result of its continued violations of its obligations”

Resolutionen blev enstemmigt vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd den 8. november 2002.

De omtalte cirka 60 resolutioner er i øvrigt: 660, 661, 662, 664, 665, 666, 667, 669, 670, 674, 677, 678, 686, 687, 688, 692, 699, 700, 705, 706, 707, 712, 715, 773, 778, 806, 833, 899, 949, 986, 1051, 1060, 1111, 1115, 1129, 1134, 1137, 1143, 1153, 1154, 1158, 1175, 1194, 1205, 1210, 1242, 1266, 1284, 1293, 1302, 1330, 1352, 1360, 1382, 1409 og 1441.

USA er ikke onde

USA har siden Anden Verdenskrig haft status af supermagt, og en sådan status forpligter. USA har involveret sig i talrige af konflikter og krige, men det har aldrig været en søgen efter global dominans, der har været motivet. Tværtimod. USA tøvede med at engagere sig i de to verdenskrige, Vietnam, Jugoslavien, Afghanistan og ja Irak, og USA har ikke efterfølgende plyndret og besat landene. Det blev ellers påstået, at man kun befriede sidstnævnte lande for at få fat i olien.

USA besatte ikke hele Vesteuropa og store dele af Asien efter Anden Verdenskrig. USA gav økonomisk hjælp i stedet, og bragte Tyskland og Japan tilbage på det demokratiske spor. USA blev modvilligt trukket ind i det tidligere Jugoslavien, da EU og FN ikke magtede opgaven. Den farlige krudttønde blev demonteret, og USA etablerede fred på Balkan. USA vendte tilbage nogle år senere og forhindrede et folkedrab begået mod det muslimsk/albanske flertal i Kosovo. Kosovo er i dag en provins under FN-styre.

Bush befriede Afghanistan og Irak som et led i hans erklærede krig mod terror. At man så efterfølgende ikke fortsatte hans gode arbejde, må andre stå på mål for.

DR og andre kan ikke plette hverken Fogh eller Bush for Iraks befrielse. Derimod tjener det de to herrer til ære, at de tog ansvar.