De folkevalgte er ude af trit med folket
Det blev et nej, og efterveerne er først lige begyndt. Hvad gør vi nu og hvordan skal vi tolke danskernes beslutning? Bliv klogere her.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvad gør vi nu?
Regeringen med justitsminister Søren Pind i spidsen er sat på en vigtig opgave. Jorden for en god aftale med EU skal gødes.
Statsministeren vil i den kommende uge holde møder med alle partierne for at afsøge kompromisser og enighed.
Han har allerede rakt hånden ud og bebudet en mere EU-skeptisk linje. Endelig begynder man at opfange de vælgermæssige signaler, der har været givet i årtier. Mere herom senere.
Spørgsmålet er nu, hvordan EU reagerer. I min optik burde EU stå med åbne arme og tilbyde fuldt samarbejde på alle de områder, hvor vi vil være med. Hvorfor skulle de ikke ønske at opklare forbrydelser og forhindre kriminalitet? Sympatiserer de med de pædofile fristes man til at spørge?
Og hvis de andre EU-lande så pludselig ikke vil samarbejde, så er det i mine øjne et udtryk for en syg kultur. Den der all or nothing-tankegang er for længst passé. Rigtig mange EU-lande har særregler og undtagelser. Det er det, der gør, at hverdagen i EU kan hænge sammen. Danmark var eksempelvis ikke kommet videre fra 1992 uden dette, og hvad med UK som i disse dage tester EUs rummelighed.
Så bliver det fremhævet, at Danmark nu pludselig har meget travlt med at få en løsning på plads. Denne presbold må dog kastes retur til politikerne, der har kendt til denne problemstilling siden de pressede Lissabontraktaten ned over hovedet på os. Hvorfor har man så ikke forberedt sig? Mon man tog måske et ja for stensikkert?
Hvordan skal vi tolke danskernes nej?
Det er tid til selvransagelse i ja-partierne efter det klare nej i går. Folkeafstemningens resultat viser, at Folketinget er ude af sync med vælgerne.
Danskerne er, som jeg også skrev forleden, langt mere EU-skeptiske end politikerne – og sådan har det været altid.
Partierne er generelt alt for dårlige til at opfange tendenser. Vi har set det med indvandringsspørgsmålet, hvorpå Dansk Folkeparti har skabt en kæmpe vælgerbase, og vi så det også på skatteområdet, hvor Venstre og Det Konservative Folkeparti slet ikke udnyttede det vælgermæssige guldæg, de havde i hænderne – pludselig havde man mere eller mindre lagt det i hænderne på Liberal Alliance. Og tilsvarende med EU.
Sejren har mange fædre, mens nederlaget er forældreløst
Men hvem vandt egentlig? I medierne udråbes Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl som vindere, mens Enhedslisten, LA og Folkebevægelsen selv forsøger at kommer med på vinderholdet.
Og hvem tabte så? På ja-siden peges der nu fingre – både internt i partierne, på tværs af partierne og i forhold til nej-siden.
Sandheden er dog den, at hele Danmark stemte nej. Altså lige på nære Københavns og Nordsjællands storkredse. I øvrigt er det ret påfaldende, at det afstemningssted, som jeg er faldet over med den største ja-tilslutning findes i Rødbyhavn. Hvem kan forklare en lollik, som jeg, det?
Nej-stemmer skyldes andet end mistillid
I medierne har en af analyserne af gårsdagens resultat været, at danskerne har mistillid til politikerne og det politiske system. Andre har ment, at nej-siden vandt på et uoplyst grundlag. Begge dele er langt fra sandheden.
Myten om de dumme nej-sigere kan med nemt tilbagevises, og tilliden og opbakningen til demokratiet må med den overraskende høje valgdeltagelse siges at være intakt. I Holstebro og Struer nåede denne næsten op på niveau med deltagelsen til Folketingsvalg. Her var dog også en yderligere afstemning, der endte med et endnu mere rungende nej. Begge nej-resultater bunder i holdninger – der blot ikke er på linje med politikernes.