Fortsæt til indhold
Kommentar

Nick Hækkerups disrespekt for lov og ret

Socialdemokraternes Nick Hækkerup fik vist sit sande ansigt, da han undsagde den danske retsstat.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den 9. november kom det frem, at en konsekvens af et ja til ophævelse af retsforbeholdet den 3. december kan blive, at ”Danskere kan overvåges for lovlige ytringer og handlinger.” Det lyder som noget fra en politistat, og det er det også.

I den fælles retspolitik i EU opereres der med en såkaldt ”positivliste” med 32 punkter over ulovlige forhold. De 30 af punkterne er der næppe stor uenighed om, er ulovlige, f.eks. voldtægt, sabotage eller menneskesmugling. Punktet om ”Deltagelse i en kriminel organisation” er dog allerede stærkt problematisk, idet en organisation kan være tilladt i et land, men forbudt i et andet. Allerværst er dog punktet om ”Racisme og fremmedhad”.

I Danmark har vi som bekendt § 266 B, den såkaldte racismeparagraf. Allerede herhjemmefra kender vi til adskillige skandaløse domme, men det er dog langt værre i en stribe andre lande som Sverige, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Belgien.

Stemmer vi ja den 3. december, kan danske statsborgere fremover risikere f.eks. ransagning af egen bolig, hvis de på dansk jord har samarbejdet eller på anden måde plejet omgang med en person fra et andet EU-land, der ifølge dette lands lovgivning har overtrådt paragrafferne om racisme.

Flere kritiske røster har været fremme, men vores allesammens sherif Søren Pind lagde på vanlig vis hårdt ud med at stikke en plade ved at sige, at ”Dansk politi skal ikke blindt gennemføre et andet lands ønske, hvis der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved det.” Det passede så ikke, en løgn fra Søren Pinds side med andre ord. Det stod klart dagen efter den 10. november, da Søren Pind udsendte følgende skriftlige svar:

”Jeg er helt enig med Nick Hækkerup i, at folk, der begår kriminalitet i et EU-land, selvfølgelig skal kunne straffes efter de regler, der nu engang gælder i det pågældende land. Og hvis det er nødvendigt, at dansk politi medvirker til at indhente oplysninger [altså foretager f.eks. en ransagning i Danmark mod en dansk statsborger, der intet ulovligt har gjort efter dansk ret] til en tysk sag, er det helt i orden. (JP-Premium, ikke online)”

Nick Hækkerup

Hvor Søren Pind forsøgte sig med en løgn for derefter at tale sort, er Nick Hækkerup en ærlig mand. Nick Hækkerup synes, at det er en fest, at der kan ske indgreb på dansk grund rettet mod danske borgere, der intet ulovligt har foretaget sig i forhold til dansk lovgivning og ej heller i forhold til andre EU-landes lovgivning, men alene har haft samkvem eller samarbejde med en eller flere personer fra andre EU-lande, der mistænkes for en ”forbrydelse” i pågældende EU-land.

Nick Hækkerup blev af JP’s journalist spurgt om følgende:

”Men hvad siger du til, at danskere kan blive efterforsket for noget, som ikke er strafbart i Danmark, heriblandt f.eks. fremmedhad, racisme eller ytringer?” Hvorpå Nick Hækkerup svarede:

”Ja. Det er rigtigt, og det lever jeg fint med. Jeg står ikke på racisternes og fremmedhadernes side. Jeg står sådan set på ofrenes side (JP-Premium, ikke online).”

Det er temmelig forbløffende, at journalisten ikke borer i sagen og spørger Nick Hækkerup, om han virkelig mener, at det er fint og i orden at afmontere en helt afgørende del af den danske retsstat, hvorefter man ikke kan blive udsat for indgreb fra myndighedernes side, når man ikke er under mistanke for at have brudt dansk lov. I stedet slipper Nick Hækkerup afsted med at aflevere en sproglig vulgaritet. Det kan selvfølgelig også være, at Nick Hækkerup mener, at Danmark burde følge f.eks. Sveriges eksempel og få dømt nogle flere mennesker, der ikke er enige med Nick Hækkerup.

Det er søreme betryggende at vide, at et af Socialdemokraternes fremtrædende medlemmer ikke giver fem flade årer for den danske retsstat.

Skal vi så se at få stemt nej den 3. december?