Fortsæt til indhold
Kommentar

Forstokkede tanker skal bekæmpes med kritisk dialog

Man kan være dybt uenig med Islamisk Trossamfund, men netop derfor er dialogen den bedste vej i et demokratisk samfund. Både den konstruktive og den kritiske.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Skal vi ikke længere tale med dem, vi er uenige med?

Det er selvfølgelig helt sort, hvis man siger, at man bliver straffet af Gud, hvis man ser X-factor. Personligt kæmper jeg mod den slags forstokkede verdenssyn. Og det gælder for samtlige ortodokse udgaver af alle religioner.

Jeg mener dog, at vi begår en grundlæggende fejl, hvis vi på grund af uenighed stopper al form for dialog. Det skaber kun mere afstand og flere myter. Tværtimod har vi brug for at konfrontere den slags forstokkede synspunkter, og det kan kun ske ved en kritisk dialog. Ellers råber vi bare formålsløst gennem medierne.

Desværre har højrefløjen og Socialdemokraterne valgt at ignorere anbefalingerne fra Københavns Kommunes eget ekspertpanel til bekæmpelse af radikalisering. I stedet for dialog med en lovlig organisation, vi tilmed har brug for i vores antiradikaliseringsindsats, vil partierne nu stoppe al dialog med Islamisk Trossamfund, hvis de ikke svarer, det partierne ønsker.

Men vi må ikke stirre os blinde på forstokkede konservative ytringer på YouTube og dermed forhindre, at vi har muligheden for at redde nogle unge, der i værste fald kan blive en trussel mod samfundet. Det vil jeg ikke have på samvittigheden.

Jeg forstår godt højrefløjens og Socialdemokraternes afsky for de citater, der har været fremme i pressen. Privat gider jeg heller ikke tale med folk, der siger den slags uhyrligheder.

Men den luksus har jeg ikke som integrationsborgmester. Her er jeg nødt til at lægge mine egne personlige præferencer til side og gøre det, der giver mening for kommunens integrationsarbejde og antiradikaliseringsindsats.

Og her hjælper det ikke, at give lovlige organisationer pistolen for panden med truslen: Sig det samme som os, eller vi nægter at snakke med jer.

For isolationens vej leder ingen steder hen. Det er under de vilkår, at ekstremismen og radikaliseringen har de bedste forudsætninger for at gro.

Partierne bag forslaget har desværre tilsidesat, at vi faktisk har taget højde for, at der er en grænse for hvem kommunen samarbejder med. Den er bare faglig, og skal derfor vurderes af fagfolk. Ikke af os politikere. Og slet ikke på et grundlag, hvor politikerne agerer både anklager og dommer på baggrund af et YouTube-klip.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er i gang med udarbejde et demokratisk charter, som alle vores samarbejdspartnere skal underskrive. Og der vil spørgsmål om ligestilling, demokrati og retsstaten selvfølgelig være i fokus.

Jeg vil derfor opfordre partierne til lægge pistolen tilbage på hylden, og støtte op om et fagligt og demokratisk udgangspunkt for, hvem vi vil gå i dialog med.

For en ting er sikkert. Vi afskriver os muligheden for at rykke Islamisk Trossamfund og ikke mindst de unge i risikozonen, hvis vi ikke taler sammen.