Løkke må ikke gentage Foghs fejl
En af mine medbloggere har i sommervarmen taget kærlig hånd om Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Jeg vil gerne gøre ham kunsten efter.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg har tilbragt de sidste godt 14 dage i udlandet, men har alligevel bemærket Rune Selsings seneste indlæg her på bloggen.
Med dette in mente vil jeg supplere med lidt tanker om en periode, hvor man gav afkald på basale frihedsværdier i overvågningens kamp, lavede uborgerlige bankpakker for at undgå det uundgåelige, rykkede sig værdipolitisk for at tække Dansk Folkepartis populister og begrænsede borgernes frihed.
En god begyndelse…
Da Anders Fogh Rasmussen i starten af det nye årtusinde kom til efter Poul Nyrup Rasmussen var der mange borgerlige, der forventede samme skift, som Poul Schlüter lavede efter Anker Jørgensen i startfirserne. Anders Fogh Rasmussen havde som politiker været idealistisk, og på baggrund af hans forfatterskab til ”Fra socialstat til minimalstat” var forventningerne i den borgerlige lejr skyhøje.
Fra dag ét blev kampen mod smagsdommere, råd og nævn en succes, der adskilte den borgerlige regering fra den røde af slagsen. Anders Fogh Rasmussen leverede en kontraktpolitik, der faldt i god jord hos vælgerne – og i de første år kunne man gå på vandet som borgerlig i Danmark.
Man tænkte naturligvis på, om det store opgør ikke snart var på vej. Det tager tid at spise en elefant sagde Venstreelefanten Claus Hjort Frederiksen eftersigende. Anders Fogh Rasmussen og co. forklarede sig således med, at de via ”salamimetoden” ville ændre Danmark i en mere borgerlig retning gradvist.
Det gjorde man også, men langsom blev skridtene fremad kortere – og de skridt man tog tilbage igen større. Man hørte pludselig Anders Fogh Rasmussen forklare, at han skam ”godt kendte” argumenterne for at fjerne topskatten, men at han anså det for ”moralsk forkert”. Man hørte ministre blive skældt ud, fordi de udtalte, at ulighed ikke nødvendigvis var en dårlig ting og så venstrefolk blive sat i skammekrogen for at fremsætte liberale teser. Idealisten Anders Fogh Rasmussen var pludselig forsvundet, de politiske hjertebørn var flyttet hjemmefra – og han fremstod nu som en forvalter af den socialdemokratiske velfærdsstat. En dygtig en af slagsen, der både var kontrolleret, veltalende og populær. Men ikke en særlig frihedsorienteret en af slagsen.
Fra 2001 til 2007 var det offentlige forbrug steget med 35 milliarder – eller 10.000 kr. per familie – og der var kommet mange flere offentlige ansatte. Og i stedet for at gøre noget ved det, så købte Venstre store billboards, der reklamerede for de mange ekstra ansatte i det offentlige. Hvor Poul Nyrup Rasmussen havde privatiseret for 37 milliarder, privatiserede Fogh for 2 milliarder. Det borgerlige islæt i den borgerlige regering var nærmest forsvundet. Bevares, Det Konservative Folkeparti fik klemt tre skattelettelser ind i henholdsvis 2004, 2007 og 2009, og man fik da også gennemført enkelte borgerlige tiltag. Man fik indført frit valg-ordninger, indført mere konkurrence på hospitalsområdet, nedbragt ventelisterne på sygehusene, tilført mere faglighed i folkeskolen, indført hårdere straffe for vold og sædelighedsforbrydelser, sænket bilafgifterne, gennemført en strukturreform, flere i arbejde, afskaffet lukkeloven, betalt af på statsgælden og befriet Irak og Afghanistan fra diktatorer og terrorister.
Men Venstre og Dansk Folkeparti var tunge at danse med. Der blev vedtaget en kvalitetsreform, der øgede det offentlige forbrug med 51 milliarder og samfundet var ikke rustet til de udfordringer, som den globale krise medførte. Nok havde man betalt godt af på statsgælden, men staten var ikke blevet slanket og på trods af, at velfærdskommissionen, arbejdsmarkedskommissionen og skattekommissionen alle havde kommet med klare anbefalinger sammen med økonomer og vismænd omkring de nødvendige reformer, så var det kun blevet til et tyndt velfærdsforlig indtil da.
Gentager man en succes eller fiasko?
Retrospektivt var den daværende borgerlige regerings politiske succes ud fra et frihedsorienteret perspektiv begrænset, og man havde ganske givet kunne stå stærkere i dag, hvis man havde turdet stå ved egen politik og kæmpe for egne værdier. Præcis som den borgerlige lejr gjorde det ved valget i 1998, og som man havde set Margaret Thatcher og Ronald Reagan gjorde det i firserne.
Nu har Danmark igen fået et borgerligt flertal, og måske har de borgerlige politikere set skriften på væggen – og opdaget, at borgerlige politikere er stærkere, når de fører borgerlig politik?
Faktum er, at vores danske velfærdssamfund slet ikke er rustet til fremtidens udfordringer. Vi har igennem 1900-tallet udbygget den offentlige sektor i Danmark helt ekstremt. I 1960’erne var der 200.000 mennesker, der levede på passive forsørgelser – dvs.: fik hele deres indtægt fra staten. I dag er det tal omkring en million. En anden million godt og vel er ansat i den offentlige sektor, og der er en helt tredje million, betaler topskat. Mange organisationer har analyseret, at det danske samfund mildest talt ikke er optimalt indrettet, men få politikere tør tage bladet fra munden og tale om reformer af arbejdsmarkedet, velfærden og skattesystemet. De er bange for vælgerne.
Vi har et folketing, hvor der ændres relativt små beløb på finansloven hvert år. Vi ser en politisk hverdag, hvor Venstre, Dansk Folkeparti (ja, dem skal jeg nok lade være med at slå yderligere på i dette indlæg) og Socialdemokraterne slås om at fremlægge flest venstreorienterede forslag. Jeg er nødt til at sige det ret simpelt: De politiske visioner er væk og idealismen helt forsvunden fra Christiansborg. Venstres forsøg på at føre socialdemokratisk politik har bidt det borgerlige Danmark i halen.
Selvom kritikpunkterne af den borgerlige regering kan være nok så mange, så har der også været perioder, hvor man stod fast. Og i disse dage bliver både V, K og I mere og mere klare i mælet. Der er på det seneste sket et – med borgerlige øjne – positivt skifte i befolkningen i forhold til reformer, skat og værdipolitik.
Måske skulle man føre borgerlig politik nu – i stedet for at vente på den næste chance.