Fortsæt til indhold
Kommentar

Lad os mindes alt, hvad der gik galt under Anders Fogh

Den borgerlige regering under Anders Fogh Rasmussen var grundlæggende set en fejl. Lad os håbe den nye har lært af fortidens forsømmelser

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ikke uden en vis bæven, at man som borgerlig imødeser den nye regering. Vist fejrede vi på valgaftenen, men kort efter festen indfandt nervøsiteten sig. Kan det ende ligesom sidst? Skal vi igen opleve 10 års borgerlig ørkenvandring? Har ledelsen i Venstre indset, at Anders Fogh Rasmussens epoke var en gigantisk strategisk og politisk fejl?

Lad os minde den om det.

Foghs regering førte en socialdemokratisk økonomisk politik. En markant udvidelse af den offentlige sektor, flere offentligt ansatte og et øget skattetryk. Den udtalte strategi (i begyndelsen) var, at den offentlige sektor gradvist skulle fylde en mindre del af økonomien for skal man spise en elefant (velfærdsstaten), må man gøre det i små bidder.

Sådan gik det desværre ikke, og undervejs ændrede Fogh kommunikationen, så det ligefrem blev meningen, at den offentlige sektor skulle ekspandere. Under valget i 2005 fik Fogh erklæret liberalismen for død, i en periode talte han om ’velfærdsliberalisme’ og retorikken var alle måder apologetisk og socialdemokratisk.

Resultatet viste sig demonstrativt i befolkningens holdninger. Hvor den ellers havde bevæget sig til højre i den lange periode fra 1979 til 2001, skete der under Fogh et massivt ryk til venstre. Foghs proklamerede liberale kulturkamp blev en storstilet retræte. Til gengæld tog konservative kræfter som Claes Kastholm Hansen og Søren Krarup fat i kulturkampsdagsordenen, og gjorde den til deres egen. De vandt kampen mod de kulturradikale. Foghs kulturkamp led derimod et frygteligt nederlag, og han reddede kun lidt af æren ved undervejs at glemme sin kamps liberale udgangspunkt og i stedet koble sig på den konservative.

Desværre var det ikke kun på de store økonomiske linjer, at det gik den forkerte retning under Fogh. Den største misère var formentlig gymnasiereformen, som Venstre dog i dag åbent erkender var en fejl. Men også forskningspolitikken med erhvervsretning, taxametre og ’fra tanke til faktura’ var åbenlyst en fiasko. Det tror jeg også, at vores nye forskningsminister Esben Lunde Larsen er klar over. Spørgsmålet er, om han har politisk styrke til at bekæmpe sit eget embedsapparat? Vi håber det.

Centraliseringspolitikker som kommunal- og politireformen fremstår i dag som store skridt i den forkerte retning. Begge reformer har stor skyld i den vrede som i disse år udgår fra dele af provinsen, der oplever afvikling af lokalsamfund. Den offentlige service er kommet længere væk, små skoler lukker og landbetjenten findes ikke. Naturligvis handler affolkning af lokalområder ikke alene om Christiansborgpolitik, men Fogh-regeringen gjorde ondt værre.

Sammenlægninger af sygehuse har også ramt yderområderne hårdt. Ikke desto mindre skete der objektivt store forbedringer i sundhedssektoren under den tidligere VK-regering ikke mindst med bedre behandlinger og markant faldende ventelister. Her må man anerkende resultaterne.

Så var der de små skridt fremad. Eksempelvis blev straffene højere. For en række forbrydelser blev den maksimale strafferamme fordoblet. Et markant skridt skulle man mene, men reelt blev i forbryderne i gennemsnit kun idømt 14 dages længere straffe. Søren Pind har proklameret, at han er den nye sherif i byen, og det er den rigtige attitude. Han er oppe imod hele systemet af dommere, advokater, politiledelse og justitsministeriet.

Den borgerlige regerings ubetinget største sejr var tilknytningskravet og den dertilhørende 24-årsregel for familiesammenføringer. Her har vi brug for yderligere stramninger, men endnu vigtigere er begrænsninger i adgangen til asyl. Uden asylstramninger vil problemerne med parallelsamfund uundgåeligt blive værre. Det kræver formentlig et opgør med konventionerne at stramme asyladgangen, men spørgsmålet er, om regeringen tør lade være? Historiens dom bliver hård.

Vil den nye regering med Lars Løkke Rasmussen gøre det bedre end under Fogh? Det er der grund til at tro. Løkke viste i sin første korte tid som statsminister sig villig til at tage store skridt i den rigtige retning. Hans økonomiske reformer – herunder afskaffelsen af efterlønnen – var reelt både modige og bedre end nogen af de reformer, der blev gennemført under Fogh. En sigende kontrast mellem de to er i øvrigt, at Anders Fogh blev hyldet internt i Venstre som en rockstjerne. Han kunne have gjort Danmark til en sovjetisk vasalstat og alligevel blive fejret som et strategisk geni. Løkke er derimod blevet bekæmpet indædt af Venstres bagland, og i en sådan grad, at det var tæt på både at koste ham formandsposten og Danmark en borgerlig statsminister.

Alligevel er hans udgangspunkt langt bedre end Foghs. Han har ikke på forhånd lovet at føre socialdemokratisk politik. Tværtimod var hans forrige store politiske bedrift som statsminister at fjerne efterlønnen. Kan vi håbe, han forsætter, hvor han slap? Løkke er i modsætning til Fogh også velsignet med en intern borgerlig opposition. De Konservative er endelig slået ind på noget, der ligner en fornuftig kurs og Liberal Alliance lader til at vil gå endog meget langt for at få synlige indrømmelser.

Med politikere plejer jeg at forberede mig på skuffelse, men jeg har umådelig svært ved at bevare pessimismen.