Pige, det er din egen skyld, at du bliver voldtaget
Har du ikke lært selvforsvar, går du rundt alene eller har du lidt for udfordrende tøj på? Ja, så er ansvaret for voldtægt helt og alene dit.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Forestil dig, at du er 16 år gammel. Du er på Vorbasse Marked. Du går for dig selv, da en mand pludselig antaster dig og brutalt trækker dig ind i et buskads. Her voldtager han dig, mens tre andre mænd hårdhændet holder dig nede, så du ikke kan slippe væk.
Mit spørgsmål til dig er: Hvis skyld er det, at du er blevet voldtaget?
Det er din egen skyld. I hvert fald ifølge avisernes kommentarspor. For når du er en 16-årig pige, så er der åbenbart en holdning blandt nogle i Danmark til, at du selv skal sørge for ikke at blive voldtaget. Der er en lang række forholdsregler, du skal tage imod voldtægt. For det er jo indlysende dit ansvar, hvis mænd bliver liderlige og får lyst til at voldtage dig.
For det første skal du helt bestemt ikke gå udfordrende klædt. Det er jo klart, at hvis du kommer valsende forbi i mavebluse og lavtaljede cowboybukser, der sidder som var de syet på din smækre ungpigekrop, så er du selv uden om, at mændene ikke kan styre deres lyster. Ligesom det er din egen skyld, hvis du bliver bestjålet på gaden – du kunne bare have lade være med at gå rundt med din pung og dit ur strittende fremme. Jeg mener, hvordan skal tyveknægte kunne styre deres lyster, når du nu så åbenlyst har et ur om håndleddet?
For det andet skal du lade være med selv at lægge op til det. Det kan godt være, at voldtægtsmændene brutalt hiver dig ind i en busk, men du har sikkert blinket skælmsk til dem tidligere på aftenen, og så er det jo klart, at de tror, du er med på den værste voldtægt.
For det tredje skal du lade være med at gå rundt alene. Når du går helt alene på Vorbasse marked om aftenen, så skriger du jo nærmest: Voldtag mig! Hvis nu dine brødre, fædre og kæreste havde været der, var det aldrig sket vel? Helt ærligt pige, at tro du kan bevæge dig alene rundt uden for huset er jo langt ude. Du er altså helt selv uden om det, når du går rundt uden mandlig eskorte.
For det fjerde kunne du jo bare have lært selvforsvar. Det er jo klart, at du lægger op til at blive voldtaget, når du ikke kan slå fra dig.
For det femte blev en anden ung pige for syv år siden voldtaget på selvsamme marked. Hallo, så siger det jo lidt sig selv, at du nok også bliver voldtaget – så hvorfor har du ikke taget dig alle de overstående forholdsregler?
Det her er nogle af de mange argumenter, der er, for, at den 16-årige pige i virkeligheden selv var skyld i, at hun blev voldtaget. At hun som 16-årigt voldtægtsoffer selv burde sørge for, at fire mænd ikke misbrugte hende bag en snusket toiletvogn på Vorbasse marked.
Undskyld, men hvad sker der Danmark? Hvornår er vi blevet et land, hvor flere åbenlyst mener, at piger, der bliver voldtaget, selv er uden om det? Hvornår er vi blevet et samfund, hvor nogle skyder skylden på offeret i stedet for på gerningsmændene? Hvornår er det blevet legitimt at mene, at det er voldtægtsofferets egen skyld, at hun bliver voldtaget?
Det er uhyggeligt, at vi ikke er nået længere i et oplyst samfund som vores. Uhyggeligt at nogle folk mener, det er OK at voldtage en ung kvinde og tilmed benytter sig af tåbelige argumenter som, at hun var udfordrende klædt, selv lagde op til det eller så ældre ud, end hun var.
Lad mig slå en ting fast: Det kan ALDRIG være hendes skyld, at hun bliver voldtaget. Aldrig, aldrig, aldrig! Intet kan tillade, at man voldtager et andet menneske.
Det er ikke pigens skyld, det er ikke hendes forældres skyld, det er ikke vagternes skyld. De eneste, der bærer et ansvar for den frygtelige handling er de fire møgsvin af nogle gerningsmænd. Det er dem, der er skyld i, at en 16-årig pige er blevet traumatiseret for livet.
Stop med at victimblame den stakkels pige og overvej i stedet for hvordan vi som samfund kan være nået dertil, hvor vi skyder skylden på offeret i stedet for gerningsmændene - for det er godt nok en uhyggelig drejning, vores samfund har taget, hvis det er pigers egen skyld, at de bliver voldtaget.