Forstår I alvoren?
Er DF, V, LA og K klar over, hvilken økonomisk katastrofe der venter på os lige rundt om hjørnet på grund af den ikke-vestlige indvandring?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Tre dage før valget bragte Berlingske en kronik, der ingen rolle spillede i de sidste dage af valgkampen. Indholdet af den ville – hvis det var blevet kendt af den brede befolkning – have medført en jordskredssejr til blå blok og et endnu stærkere Dansk Folkeparti.
Forfatterne til kronikken kan ikke have mere pondus, end tilfældet er. Poul Christian Matthiessen, professor, dr. polit., og Gunnar Viby Mogensen, dr.phil, er begge to sværvægtere, hvis vi skal forstå, hvad der især økonomisk sker med Danmark i disse år. Internationalt anerkendt demograf og tidligere chef for Rockwool Fondens Forskningsenhed. Så er man mere end almindelig godt klædt på til at forstå den skræmmende udvikling. Og lad os se på en af konklusionerne i de to herrers kronik for en uge siden:
Den danske velfærdsstat kan ikke opretholdes
Og det sker alene på grund af den ikke-vestlige indvandring, skriver de to. Mere præcist sådan her:
”De nye vandringsstrømme kommer altså til os i en situation, hvor vi under alle omstændigheder for længst har passeret maksimum for, hvor mange borgere fra underudviklede lande, vi kan modtage uden alvorlig skade på velfærden for den befolkning, som er født her, eller som tidligere er indvandret til Danmark. Og selv en tilbagerulning af vores udlændingepolitik til situationen før SR-regeringen vil, som det fremgår af tallene, ikke gøre situationen for det danske velfærdssamfund holdbar.”
Så kan det vist ikke siges meget tydeligere. Med en engelsk formulering har vi allerede passeret ”point of no return”. Der er ingen vej tilbage, skriver de. Tallene for beskæftigelse viser det. Da det gik ”bedst”, i 2008 før krisen ramte, var der ”kun” 23,3 procentpoint forskel mellem danskere og indvandrere, 77,9 mod 54,6 procent i den arbejdsdygtige alder i arbejde. I dag er afstanden vokset til 26,1 procentpoint.
For efterkommerne er tallet kun 4,5 procentpoint bedre, en fuldtonet katastrofe alene på det økonomiske plan. Jeg kan for egen regning tilføje, at miséren begynder allerede i grundskolen, hvor selv tredje generation – efterkommernes børn – klarer sig forfærdende ringe og stort set lige så dårligt som efterkommerne, altså anden generation (side 123 i ”Indvandrere i Danmark 2014”).
Venstreorienterede velfærdselskere
Der eksisterer fortsat en betydelig sammenhæng mellem at ønske en stor, omfordelende velfærdsstat og at være tilhænger af en liberal udlændingepolitik, herunder flygtningepolitik. De to holdninger hænger overhovedet ikke sammen. Ikke på nogen måde, idet der eksisterer en 180 grader modsat logik:
Tillad stor tilstrømning af ikke-vestlige, og velfærdsstaten bryder med garanti sammen. Ikke nok med det. Også som liberal kan man ikke være ved sine fulde fem, hvis man går ind for en indvandring, der statistisk set stemmer massivt i rød blok. Og næsten endnu vigtigere: Når det generelle velstandsniveau daler, vil mulighederne for at gennemføre skattelettelser også falde med lynets hast.
Kære DF, V, LA og K
Er I klar over, hvor sindssygt meget det haster med at få standset indvandringen fra den ikke-vestlige verden? Uanset hvilket politisk projekt I hver især har, kan det kun gå for langsomt med at blive enige om, at dette vanvid må høre op nu, lige nu.
Der hviler et blytungt ansvar på jer, Kristian Thulesen Dahl, Lars Løkke Rasmussen, Anders Samuelsen og Søren Pape Poulsen.