Muslimske stemmer
Hvor meget kan stemmerne fra den muslimske befolkning egentlig påvirke folketingsvalget?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Til folketingsvalg i 2011 var der 4.079.910 stemmeberettigede ud af et befolkningsantal på 5.560.600 borgere. Altså 73-74 procent af befolkningen.
Hvis vi antager, at samme fordeling er gældende for den muslimske befolkning, der normalt regnes for at være omkring 250.000 i Danmark, er der således 182.500 stemmeberettigede med muslimsk baggrund. Der er dog det forbehold, at muslimerne som regel har anden etnisk baggrund end dansk og derfor skal være naturaliserede - altså have opnået dansk statsborgerskab - for at få stemmeret. Det betyder, at der formentlig er færre end 73-74 procent stemmeberettigede ud af det samlede antal.
I 2011 blev der afgivet 3.545.368 stemmer. Ét mandat kostede altså i gennemsnit (3.545.368 / 175) = 20.259 stemmer.
På den måde kan vi nogenlunde sjuske os frem til, at de stemmeberettigede med muslimsk baggrund kan påvirke omkring (182.500 / 20.259) = 9 mandater i Folketinget og det svarer til (9 / 175 x 100) = 5 procent.
Hvis valgdeltagelsen er den samme for de muslimske stemmeberettigede, som i resten af den danske befolkning, er tallet endnu lavere. (3.545.368 / 4.079.910 x 100) giver en stemmeprocent på omkring 86 procent. Ud af de 182.500 stemmeberettigede med muslimsk baggrund ville altså omkring 156.950 bruge deres stemme. Det giver (156.950 / 20.259) = 7,7 mandater i Folketinget og altså omkring (7,7 / 175 x 100) = 4,4 procent.
Som tidligere nævnt skal man i ovenstående beregning have for øje, at antal stemmeberettigede i den muslimske befolkning i sagens natur er noget lavere, da VK-O regeringens begrænsning af adgangen til statsborgerskab i 2001-2011 og dermed stemmeret til Folketinget var særdeles effektiv, omend det ikke var effektivt nok til at begrænse stemmerne til rød blok i 2011.
Hertil skal også nævnes, at muslimerne stemmer forskelligt og varieret, som andre befolkningsgrupper i Danmark også gør, da de heller ikke er homogene.
Hver en stemme tæller, så #huskditkryds den 18. juni 2015.
P.S. Den årlige muslimske fastemåned, ramadan, starter også den 18. juni 2015. Det kommer jeg nærmere ind på i mit næste indlæg. Ifølge Diyanet (Ministeriet for Religiøse Anliggender i Tyrkiet) går fasten i København fra 03.02 til 22.03 den første dag.