”Mit navn er Gudrun Franck”
For 75 år siden pakkede min mormor sin taske og drog mod Frederiksberg Hospital. Hun var højgravid og fødslen var oppe over. Da hun ankom, blev hun spurgt om, hvilket navn de skulle skrive på barselssengen. Min mormor svarede Gudrun Franck. Men det var åbenbart ikke, det rigtige svar. For sygeplejersken spurgte igen. Det navn, de spurgte efter var ikke hendes. Det var min morfars. Men det ville min mormor ikke acceptere. Derfor gentog hun sig selv: ”Mit navn er Gudrun Franck”. Og sådan blev det.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg mindes min mormor, fordi det i dag hundrede år siden, at kvinder fik stemmeret. En ret som vi her midt i valgkampen let kommer til at tage for givet. Vi skylder, at mindes dem, der kæmpede både de små og store kampe for os.
For det var ikke altid let. Dem, der valgte at kæmpe, betalte ofte en pris. Fordømmelse, misbilligende blikke og i visse tilfælde stigmatisering.
Som så mange før hende, kunne min mormor have valgt bare at lade det passere. Men hun valgte at kæmpe. Med en stålfasthed der karakteriserede hende i alt, hvad hun foretog sig. Ingen skulle fortælle hende, at hun ikke skulle arbejde. At hun ikke skulle skrive bøger. Eller at hun ikke kunne blive leder af et børnebibliotek. Hun havde sine meningers mod og kæmpede for sine politiske holdninger, og som erklæret kommunist stillede hun sågar op til kommunalvalget.
I dag står vi kvinder på skuldrene af vores mødre, mormødre og oldemødre. Kvinder der nægtede at bøje sig for en social orden, som de følte undertrykte dem.
I min generation kommer vi let til, at tage deres sejre for givet. For os er det utænkeligt, at skulle føde i en seng, der er indskrevet i vores mands navn.
Vi skylder at huske den uretfærdighed, de oplevede. Deres kamp for at blive respekteret og anerkendt som ligeværdige individer. For det er en kamp, der ikke begrænser sig til kvinders rettigheder. Kvindekampen er en del af ligestillingskampen. Og selv om vi er kommet langt, er vi langt fra færdige med at kæmpe.
Eksempelvis er der i dag unge kvinder og mænd i visse indvandrermiljøer, der ikke selv kan vælge, hvem de vil kysse med, eller hvem de vil giftes med. Den sociale kontrol de bliver udsat for, er en ligestillingskamp, vi skal have vundet.
Vi skal give de unge de bedste forudsætninger for, at de kan bryde fri ved blandt andet at sikre, at de får en uddannelse. Men i sidste ende bliver det en kamp, der i høj grad skal kæmpes inde fra. Slaget bliver vundet af dem, der mærker undertrykkelsen på egen krop. Og så er det vores ansvar at hjælpe, hvor vi kan.
Men vi må heller ikke glemme, at selv om vi i Danmark er nået langt de sidste hundrede år, så er der stadig mange lande, hvor kvinder er tvunget til at leve som andenrangsborgere. Ligestillingskampen er global. Vi er først i mål, når kvinder i Kabul har samme frihed og samme muligheder som kvinder i København.
Det kan virke som en usandsynlig drøm i dag, men når man ser på, hvor meget vi har rykket de sidste hundrede år, så er der ingen undskyldning for ikke at drømme stort.
Derfor er jeg også fuld af håb. Jeg er sikker på, at når vores børnebørn vil tænke tilbage, så vil de mindes Aisha, og alle der kæmpede med hende.
Men i dag vil jeg mindes min mormor. Hendes navn var Gudrun Franck. Og hun var en virkelig sej kvinde.