Fortsæt til indhold
Kommentar

Mellemøsten og Tyrkiet skal skamme sig

Oktober sidste år accepterede flere lande, at de ville give økonomisk støtte til genopbygningen af Gaza i 2014 - 2017 efter de ødelæggende israelske angreb.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

(Foto: Hatem Ali/AP)

I 50 døgn ødelagde israelske bomber 16.000 bygninger, heriblandt 18 hospitaler og sundhedsklinikker. Gaza Universitet og 30 andre læreanstalter og skoler blev også ramt.

Palæstinensernes "ven", Erdogans tyrkiske regering, lovede 200 millioner USD til genopbygningen. I virkeligheden donerede den tyrkiske regering kun 520.000 USD - altså under 1 procent af det lovede.

Til gengæld holder Danmark som forventet sit ord. Der blev lovet 14,46 millioner USD og det er også præcis, hvad Danmark donerede til genopbygningen af Gaza - altså en 100 procent indfrielse af det lovede. Norge lovede 144,98 millioner USD og gav 56,21 millioner USD - knap 39 procent. Sverige lovede 10 millioner USD og gav 6,69 millioner USD - knap 67 procent.

Kuwait, der er i Den Arabiske Liga med Palæstina, havde lovet 200 millioner USD, men har endnu ikke doneret en eneste dollar. Qatar, også medlem af Den Arabiske Liga, havde lovet 1 milliard USD og donerede i stedet 102 millioner USD - knap 10 procent. Saudi-Arabien, også medlem af Den Arabiske Liga, lovede 500 millioner USD og donerede i stedet 48,5 millioner USD - igen knap 10 procent. Saudi-Arabien, som ingen skam har i livet, har sågar afsløret i sidste uge, at de vil bruge hele 3,5 milliarder USD på et nyt luksuriøst hotel tæt på Mekka med 10.000 værelser.

De vestlige lande har generelt en meget større indfrielse af det lovede end de arabiske og muslimske lande. En stor del af Mellemøsten og Tyrkiet skal skamme sig.

Oversigt over lovet og reel støtte fra de forskellige lande kan findes her.

Hvis man har glemt Gazas tilstand efter bombardementerne, kan man gense videoen, der er optaget med en drone her.