Må man afbrænde Dannebrog?
I Danmark er det tilladt at afbrænde Dannebrog, men ikke andre landes nationalflag. Omvendt har vi en flaglov, der forbyder os at flage med langt de fleste andre landes flag. Ja, det er den omvendte verden.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I dag er det officiel flagdag i Danmark. Det er nemlig dagen for Danmarks Befrielse. Meddelelsen fra London kom faktisk dagen før, den 4. maj 1945 kl. 20:36 i BBCs danske udsendelse. Af samme grund var vi mange, der traditionen tro havde stearinlys i vinduerne i går.
En anden god tradition er at hejse Dannebrog i flagstangen, når noget skal fejres. Man må faktisk hejse Dannebrog præcis, hvornår man vil i Danmark. Man må også gerne hejse de andre skandinaviske nationalflag, herunder de færøske og grønlandske samt EUs og FNs. Personligt ville jeg aldrig hejse de to sidstnævnte, så nærmere NATO-flaget... Eller måske ”Stars and Stripes” eller ”The Union Jack”. Men det må jeg bare ikke!
Jeg må gerne hejse et flag i flagstangen med et stort grønt C-logo eller med firmalogo på. Men de skandinaviske lande undtaget, så må ingen i Danmark hejse andre landes nationalflag i sin flagstang i baghaven. De må gerne hænge det op på væggen eller udover altanen. De må gerne gå med det på en stang gennem gaderne eller have det i masten til søs. Men i egen have gælder andre og skrappere regler – hvis det er i flagstangen.
Som aktiv spejder gennem knap tyve år og aktiv i den konservative bevægelse i mere end 15, så har jeg hyldet Dannebrog og fanerne oftere end de fleste. Jeg elsker vores nationale flag. Der er vitterligt "ingenting, der maner, som et flag, der går til top" som Axel Juel så smukt har skrevet det.
Jeg holder meget af historien omkring Dannebrog, og har skam også besøgt Tallinn. Jeg har fejret mange Valdemarsdage, og Dannebrog kan ses i hobetal, når fødselsdage og andet fejres i mit hjem. Jeg ved, hvordan Dannebrog skal bruges og endnu vigtigere ikke skal bruges.
Derfor ved jeg også, at man her til lands gerne må afbrænde Dannebrog, men ikke andre landes nationalflag. Nu håber jeg ikke, at alverdens afstumpede mennesker ser det som en opfordring om at udnytte denne ret. Og nu er dette et lidt prekært emne for nogle, så jeg vil undlade at gå dybere ind i, hvorfor dette er i disharmoni med de øvrige flagregler. Reglerne bunder nok i, at man traditionelt set ikke må smide Dannebrog ud – man skal enten beholde det eller brænde det. Derfor har man altid skulle afbrænde sit Dannebrog, når det har udtjent sin værnepligt og et nyt rød-hvidt flag skal tages i brug.
I det hele taget kunne vi godt bruge Dannebrog lidt mere end vi gør i dag. Jeg har personligt en flagstang i sølv stående fast på mit kontor. Da jeg i weekenden var i Sverige, oplevede jeg hvordan det svenske nationalflag prydede den ene altan efter den anden, præcis som man også oplever det i eksempelvis Schweiz og USA. I Danmark er vi mere påpasselige med at bruge Dannebrog. Måske er det netop derfor, at vi er så bange for, at andre flager med deres nationalflag her i landet...