Om at betale for andre
Det Konservative Folkeparti og jeg er helt klare i spyttet: Vi vil have øget brugerbetaling. Vi mangler dog fortsat et klart svar fra Venstre…
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Et af de første politiske issues, som jeg beskæftigede mig med politisk, var omkring brugerbetaling. Det var på min handelsskole i forhold til brugerbetaling ved kopimaskinen for cirka 15 år siden.
There ain't no such thing as a free lunch
Mange argumenterede for, at kopimaskinen skulle kunne benyttes gratis. Smag lige på det: g-r-a-t-i-s. Men hvem skulle så betale for selve kopimaskinen, strøm, toner, papir og vedligeholdelse? Der er nemlig ikke noget, der er gratis – der er bare nogle andre, der kommer til at betale for det.
Debatten om brugerbetaling kører i disse dage heftigt i de danske medier efter, at 99 folketingskandidater fra partiet Venstre i en kandidattest hos Altinget.dk har erklæret sig enige i udsagnet ”Et besøg hos den praktiserende læge skal koste eksempelvis 100 kr.”. Det har jeg også selv gjort. Tag i øvrigt testen her.
Efterfølgende har Venstres næstformand og kronprins Kristian Jensen afvist, at partiet ”på nuværende tidspunkt har planer om brugerbetaling for lægebesøg”.
Det er ikke første gang, at brugerbetaling har været et issue til debat i ”Danmarks liberale parti”. I 2006 blev formandskabet Fogh/Løkke stemt ned på partiet landsmøde om selv samme emne. Historien gentager sig åbenbart.
Ja til brugerbetaling hos lægen
Det er helt fair, at der indføres en symbolsk brugerbetaling. Man kan med god grund diskutere det rimelige i, at andre betaler for ens træk på offentlige ydelser. På nogle områder er det i dag brugerbetaling, der helt eller delvis finansierer indsatsen. På andre områder er det ikke.
Der skal derfor ske en kulegravning af erfaringerne med brugerbetaling, så vi kan få fastsat nogle grundlæggende og rimelige principper for det.
Et godt eksempel er netop sundhedssektoren, hvor brugerbetaling fungerer fint i flere andre lande, herunder Sverige og Norge. I Danmark betaler vi i dag i betydeligt omfang selv for tandlægebehandling, mens det er helt gratis at gå til læge. Det forekommer ikke gennemtænkt. Jeg vil arbejde for en revision af anvendelsen af brugerbetaling i sundhedsvæsenet, hvor der selvfølgelig tages højde for de enkeltes borgers livssituation.
Ud over at brugerbetaling i sig selv giver et finansielt bidrag, har det først og fremmest også en adfærdsregulerende effekt, som vil betyde, at vi i langt højere grad kan hjælpe og yde høj service og kvalitet for de borgere, som har de største behov.
Det kan dermed begrænse brugen af de offentlige ydelser og dermed begrænse de offentlige udgifter. Derfor skal og må brugerbetaling ske i sammenhæng med skattelettelser, således at borgerne ikke blot pålægges endnu en betalingsform til det offentlige.
Desværre er det ikke alle lægebesøg, der har lige stor relevans i dag, og et symbolsk beløb på 100 kr., som der konkret har været foreslået, vil langt fra dække hele udgiften, men vil næppe heller afholde syge fra et lægebesøg. Der skal naturligvis ikke være brugerbetaling for kronisk syges behandlinger og eller for akutte behandlinger på hospitalet.
Jeg håber, at Venstres bagland og folketingskandidater igen får partitoppen sat på plads, så vi efter en borgerlig valgsejr kan indføre brugerbetaling på lægebesøg – og gerne også andre steder.