Gør et terrorangreb os klogere?
Noget kunne desværre tyde på det modsatte. Efter det forfærdelige terrorangreb i weekenden er der nemlig kommet en del fladpandede bemærkninger frem.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Et terrorangreb, som det vi netop har været udsat for, bør give stof til eftertanke. Jeg har allerede skrevet mine første tanker, følelser og refleksioner omkring det, men bliver simpelthen nødt til at fare i blækhuset igen.
Jeg er voldsomt træt af den fordummende respons, der er kommet.
Jeg nævner DF-medlemmer i flæng, som først mente, at venstrefløjen var medskyldige - hvilket efterfølgende blev selvcensureret bort, og dernæst bredte man skylden ud på alle andre end Dansk Folkeparti. Hvilket i sig selv er paradoksalt, da partiet oprindeligt udspringer af pacifisterne i Fremskridtpartiet, der ville nedlægge det danske forsvar og erstatte det med en telefonsvarer, der på russisk sagde ”Vi overgiver os”.
Søren Pind har også været ude med riven efter venstrefløjen her i dagene efter hændelsen, mens Simon Emil Ammitzbøll blot et par timer efter det første skud faldt, koblede sine LA-tiltag på de tragiske omstændigheder på Twitter. Noget han dog senere undskyldte for.
Hvad værre er…
En ting er halvpopulistiske udmeldinger, noget andet (og det er naturligvis ikke sammenligneligt) er sympatierklæringer til selve terroristen. Her falder min kæde for alvor af!
Vi har oplevet, at manden, der dræbte to og sårede fem, nu hyldes af enkelte forstyrrede elementer, og at folk køber blomster til ham. Selv en TV-vært fra det licebsfinansierede Danmarks Radio lagde blomster. Knap så talentfuldt, hvis I forstår sådan en lille én…
Skår i glæden
30.000 mennesker deltog i en stor mindehøjtidelighed ved Krudttønden forleden, ligesom der har været andre mindehøjtideligheder landet over. Jeg var en af de mange, og selvom jeg er borgerlig, så rørte Helle Thorning-Schmidts tale mig helt bestemt. Hun klarede det flot – både på dansk, engelsk og fransk – og jeg glemte for en kort stund hendes politiske ståsted.
Mindehøjtideligheden var ganske glædeligt arrangeret af alle partier i Københavns Borgerrepræsentation, men talerlisten var lutter besat med venstrefløjspolitikere. En rød overborgmester, en radikal integrationsborgmester, en rød statsminister og et rødt borgerrepræsentationsmedlem. Hertil blandt andet den franske ambassadør, som velsagtens også kan påstås at repræsentere en rød regeringsleder. Jeg havde håbet på et mere bredt felt.
Andre har kritiseret sangvalget, og jeg indrømmer da blankt, at jeg også havde nydt at synge Danmarks nationalsang, Kongesangen, "I Danmark er jeg født" eller lignende med 30.000 andre mennesker.
Det handler om løsninger
To af de øvrige talere, var henholdsvis formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, og formanden for Det Jødiske Samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen. De holdt begge nogle stærke taler, og begge sammenslutninger har også i medierne fulgt terrorangrebet op med konstruktive forslag om respektivt bedre patruljebiler, skudsikre veste og mere skydetræning, samt bedre sikkerhed for jøder her i landet.
Jeg håber, at alle de gode intentioner og ord, følges op af politisk handling på Christiansborg.
Et terrorangreb bør skabe refleksion. Det skal bearbejdet af os alle på hver vores måde, som f.eks. en af deltagerne til debatmødet har gjort det.
En situation som denne skal nemlig gøre os klogere.