Fortsæt til indhold
Kommentar

Sorg over Danmark

Danmark blev i weekenden ramt af et terrorangreb, og vores nation er i sorg.

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg var ved at få taget min valgplakatfoto i et studie på Frederiksberg, da jeg tilfældigt tjekker nyheder på min iPhone. "Skudepisode på Østerbro". Mine første tanker går til bandekrigen, som har skabt rædsel i Københavns gader så mange gange før, men da konteksten i form af et Lars Vilks-debatarrangement blev beskrevet, blev tankevirksomheden hos mig for alvor sat i gang.

Jeg har selv boet på Østerbro, og min elskede lillesøster bor tæt derpå den dag i dag. Mine tanker flakker hurtigt rundt om, at jeg svømmer i Øbro-Hallen tæt på Krudttønden, spiser frokoster på Kafe Kapers på Gunnar Nu Hansens Plads og ser også fodbold i Parken en sjælden gang i mellem. Området har pludselig mistet sin uskyld.

Vi har oplevet det før...

Vi har alle set billederne fra terrorangrebene i eksempelvis New York, Madrid, London og senest Paris. Og på de hjemlige kanter husker de fleste eksplosionen på Hotel Jørgensen, økseoverfaldet på Kurt Westergaard, attentatforsøget på Lars Hedegaard og de mange forpurrede terrorhandlinger, som PET heldigvis har fået stoppet inden udførelsen. Og nu oplever vi det så igen. Først på Østerbro, senere på aftenen i indre by.

Jeg både bor og arbejder i indre by, og jeg har aldrig følt mig utryg i København K. Men da Krystalgade ligger ganske få hundrede meter fra mit hjem, så følte jeg mig helt uansvarlig over at læse om de tragiske omstændigheder ved synagogen lørdag nat. Jeg havde selv sammen med min kæreste bevæget mig rundt tæt derpå på samme tidspunkt med fokus på restaurantbesøg og cocktails for at fejre Valentins Dag. Er det naivt at tro, at man kan gå trygt på gaden i landets hovedstad? Hvorom alting er, så var det denne følelse der pludselig ramte mig.

Og så naturligvis en følelse af sorg. En følelse som man stadig kan mærke, når man bevæger sig i København. To personer har mistet livet og fem betjente er blevet såret af en galnings værk.

Æret være deres minde

En filminstruktør fyldt med kreativitet og livsmod mistede livet blot fordi han var til det forkerte arrangement. Hvor er det uretfærdigt.
En ung jødisk mand mistede livet ved at tage ansvar i sin menighed og tage en aftentjans som dørvagt. Hvor meget skal det jødiske folk igennem fristes man til at råbe af afmagt.
Hele fem repræsentanter fra ordensmagten er blevet såret i tjeneste for fædrelandet. Al respekt til dem og alle deres seje kollegaer.

Mine tanker går til de efterladte og pårørende. De mødre, fædre, søskende, børn og så videre, der har fået det værst tænkelige opkald eller besøg med en forfærdelig besked. Vi skylder dem at få hævn - at retfærdigheden sker fyldest.

Heldigvis fik man ram på gerningsmanden - og hvis der er medskyldige, så håber jeg, at disse findes og straffes så hurtigt som overhovedet muligt.

Hvad gør vi nu?

Jeg har tidligere skrevet om ytringsfrihed, og vi må aldrig lade os knægte eller kue. Vi skal stå vagt om vores værdier og forsvare dem. Og selvom at jeg som politisk aktiv mest af alt har lyst til at skrive om alle mine gode intentioner om flere penge til politiet eller hårdere straffe, så kræver en sådan begivenhed, at vi giver os til til refleksion. Og tid til at bearbejde hændelsen. Vi skal ikke træffe forhastede konklusioner eller handle i afmagt. Vi skal efterforske og analysere - og ikke mindst hylde hverdagen helte, der passer på os.

Og så skal vi vise respekt for de afdøde. Personligt deltager jeg i en stor mindehøjtidelighed i aften kl. 20:00 ved Krudttønden. Jeg håber, at se rigtig mange.