Hvorfor bliver så mange mænd sure og gnavne?
Hvorfor bliver han - der plejede at være interessant at tale med - et brokkehoved eller ligefrem en gammel gnavpot? Her er nogle bud fra en forstående kvinde.
Den potentielt sure mands personlighed
I filmen "Gnavne gamle mænd" har vi et par pragteksemplarer af slagsen - sure, smålige eller ligefrem hævngerrige og i en grad, så det bliver morsomt.
Ude i virkeligheden er det knapt så morsomt - hverken for dem selv eller dem, der er tæt på. Det kan faktisk være ret belastende for alle parter. Men på en måde kan de ikke selv gøre for det, for det er en del af deres personlighed. I personlighedstesten er der nemlig visse adfærdstræk, som går igen hos de sure mænd:
- Lav score på positiv opfattelse af andre - han har ikke så høje tanker om sine kolleger og medmennesker i øvrigt, varierende fra mild skepsis til direkte mistro
- Lav score på personlig bearbejdning - han er eftertænksom og reflekterer over det, han oplever, igen varierende fra lige at vende, om der er læring i det oplevede til ligefrem at bære nag - måske i årevis!
- Lav score på optimisme - han har det med at huske de dårlige oplevelser langt bedre end de gode, så han med årene bliver en pessimist, der altid forventer sig det værste - af andre, af sig selv og af livet i det hele taget
- Lav score på humørstabilitet - hans humør svinger og er lige så ustabilt som det danske sommervej
Det kan så yderligere forværres af:
- Lav score på selvkontrol - jo lavere score, desto mere eksplosiv kan han være!
- Lav score på mental modstandskraft - han bliver nemt slået ud af kurs, fordi kritik, afvisninger og modgang rammer ham hårdere, jo lavere score, desto mindre skal der til
- Høj IQ - han har den intellektuelle kapacitet til at HUSKE alt det, der tidligere er gået galt, og FORUDSE alt det, der kan gå galt!
Der til kommer, at højt begavede ofte scorer både højere og lavere på adfærdstræk i en personlighedstest end de fleste. Jo højere IQ, desto mere ekstreme kan deres personlighedstræk også tit være. Medmindre de har brugt hele deres liv og al deres energi på at forsøge at være ligesom alle andre - det kan så være en årsag til indestængt vrede eller ligefrem selvhad: Ikke at blive set og accepteret, som den han er.
Den observante læser af mine blogindlæg vil måske bemærke, at de sure mænd har præcist de samme personlighedstræk som de særligt sensitive: Lav score på personlig bearbejdning og mental modstandskraft. Kombinationen med de andre træk gør bare sensitiviteten værre, fordi den nemt får negativt fortegn.
Og tro mig: Han har ikke selv LYST til at være så sur! Faktisk slet ikke. Men forestil dig lige, hvordan du ville have det i hans sko.
Hvorfor er den sure mand så sur?
Ja, hvorfor drikker Jeppe? Måske har den sure mand og Jeppe det til fælles, at de begge er sensitive og har (haft) nogle idealer for deres liv, som de har svært ved at leve op til?
Mulige forklaringer på surheden kan - ud over ovenstående personlighedstræk - være:
- Mange dårlige erfaringer/traumer - han har været udsat for omsorgssvigt, er blevet afvist og hånet, er måske blevet svigtet af den store kærlighed (da han ufrivilligt oplevede en flig af den) eller han har oplevet stribevis af små og store skuffelser, som har sat sig dybt i ham
- Manglende kærlighed - hans forældre har ikke evnet at elske ham ubetinget, han er ikke blevet set, anerkendt, forstået og rummet, som han er, men måske tværtimod fundet forkert, blevet rettet på og kritiseret, så han har fået lavt selvværd
- Forkerte roller - han er direkte eller indirekte tvunget til at tage en uddannelse, han ikke var motiveret for eller vælge en karrierevej, der slet ikke harmonerede med den, han inderst inde er, og han er mere eller mindre blevet presset ind i en forkert rolle som klassens klovn, pleaseren, den overansvarlige, kritikeren, brokkehovedet, skaffedyret eller hvilken rolle, der nu lige var tilgængelig for den sensitive dreng/unge mand, som gjorde det lettere for ham at overleve
- Uklare forventninger - det har været utydeligt eller meget svært for ham at afkode, hvad der blev forventet af ham, hvilket kan gøre, at han får problemer med impostor syndromet
- Manglende anerkendelse - han har altid fået at vide, hvad han gjorde forkert, men ingen har fortalt ham, hvad han gjorde rigtigt, ingen har rost eller anerkendt ham, så han mangler også selvtillid
Når han nu er så sensitiv og husker så godt, vil der være en øget tendens til, at han samler på de dårlige oplevelser og går meget, meget langt for at få oplevelsen af, at der trods alt er nogen, der kan lide ham - bare lidt. Men selv hvis nogen giver udtryk for, at de godt kan lide ham, sætter pris på det han gør eller synes, at han bidrager med noget relevant, så kan hans selvkritik eller endda selvhad gøre, at han ikke tror på dem eller tillægger dem negative motiver!
Er der så noget at sige til, at han bliver desillusioneret, sur og gnaven? Forestil dig lige, at det var dig - at det var, hvad livet havde budt dig!
Hvad kan gøre den sure mand glad?
Små ting. Og rigtigt mange af dem!
- Lidt venlighed og positiv opmærksomhed - det er som regn i hans indre ørken
- At du lytter til ham og giver udtryk for, at du er enig eller bare forstår ham
- Oprigtig interesse i det han siger og gør - der er så meget han går og brænder inde med
- At du giver ham plads til at være, som han er
- At du viser hensyn til ham og ikke læsser dine egen problemer og dårlige oplevelser over på ham, for han kan ikke bære mere
- Ros og anerkendelse i rå mængder for stort og småt, men kun når du virkelig mener det - han har et kæmpestort underskud på kontoen, men han kan sagtens gennemskue, hvis det ikke er ægte!
- At han får lov til at være alene, når han har behov for det - især når han er i dårligt humør og har brug for tid til at blive god igen
- At han får fred - han har brug for din empati, ikke et krydsforhør om, hvorfor han er sur!
- Rum til at dyrke sine hobbies - de er nemlig hans middel til at lade op, få energi og en smule glæde
- Opbakning, forståelse og støtte - når han møder modgang i livet, også selvom du kan synes, at det er i småtingsafdelingen, fordi det for ham kan fylde rigtigt meget, og han er ikke så god til at sige pyt - endnu
- At du ikke beskylder ham for altid at være sur - han har det svært nok i forvejen, så han har ikke brug for at du sætter ham i bås eller sætter et label på hans humør, før han selv har fundet ud af, hvilket sindstilstand han befinder sig i, og selvom du måske skulle have ret, så har han ikke brug for at blive mindet om det!
Hermed facitlisten til (andre) kvinder, der bor sammen med en mand, der af og til kan være sur.
Læs evt. også:
Gnavne Gamle Mænds Klub - vil du være medlem?
Parforhold - er det ægte kærlighed eller bare bekvemmelighed?
Hvorfor påtager begavede og sensitive sig for meget ansvar?