Falder den gennemsnitlige IQ?

Målt IQ betyder noget. Det betyder endda særdeles meget. Ingen anden variabel har mere at sige i forhold til, hvordan vi vil klare os her i livet. Sociale og økonomiske omstændigheder vejer selvsagt også til, men har ikke lige så stor forklaringskraft som målt IQ.

Evidensen er aldeles overvældende. Bogen The Bell Curve fra 1994 af Charles Murray og Richard Herrnstein viste det systematisk. Efterfølgende rasede debatten – The Bell Curve Wars kaldet – og de to forfattere blev kaldt ualmindelig mange grimme ting, fordi de i to ud af bogens 22 kapitler havde diskuteret eventuelle forskelle i gennemsnitlig intelligens mellem sorte og hvide amerikanere.

På grund af nævnte krig udgav tidsskriftet American Psychologist i 1996 artiklen ”Intelligence: Knowns and Unknowns”. Hele 11 forfattere stod opført, givetvis for at tilvejebringe så stor konsensus som muligt. Artiklen slog blandt meget andet fast, at målt IQ kan forklare 50 procent af variationen i forhold til præstationer i uddannelsessystemet, mere end nogen anden faktor. Andre artikler eller bøger nævner i øvrigt, at målt IQ kan forklare op imod 70 procent på dette ekstremt vigtige område for den enkelte og for samfundet.

Professor Linda Gottfredson, der som en af de få har specialiseret sig i dårligt begavedes vanskeligheder, udgav i 1997 en skelsættende artikel, ”Why g Matters: The Complexity of Everyday Life”. Her kunne Linda Gottfredson dokumentere, hvor svære mange forhold i tilværelsen bliver for den enkelte, hvis den målte IQ ikke er særlig høj. Allerede ved en målt IQ på under 100 (normalt betragtet som gennemsnittet for f.eks. etniske danskere) vil en lang række karrieremuligheder være lukket land. Alt andet lige daler livskvaliteten, jo lavere den målte IQ er: Lavere indtjening, oftere perioder med arbejdsløshed med mere. Alt andet lige naturligvis, fordi der heldigvis findes undtagelser. Men skal man give sit barn den bedste vuggegave nogensinde, er det en høj IQ. Så er i det mindste mulighederne meget større, skønt forhold som motivation og generel adfærd selvfølgelig også spiller ind.

Målt IQ falder i Danmark

I årtier har den såkaldte Flynn-effekt været på spil.  Denne effekt har vist sig ved, at den målte IQ er steget voldsomt mellem måske 1930 og til hen imod slutningen af det 20. århundrede i en række industrilande. Årsagen er omtvistet. Mere og længere skolegang og større testvanthed er nogle af de forsøgsvise svar.

Nu tyder meget dog på, at Flynn-effekten er væk i lande som Danmark, Storbritannien og Australien. Siden 1998 er den målte IQ faldet i Danmark, viser resultatet af sessionstesten, der har været brugt siden 1950´erne. Muligvis er det kun toppen af isbjerget. En hollandsk professor, Jan te Nijenhuis, har regnet sig frem til, at den genetiske IQ har været konstant faldende siden slutningen af 1800-tallet.

To forklaringer

Jan te Nijenhuis giver den ene forklaring. Undertegnede er leveringsdygtig i den anden. Jan te Nijenhuis siger, at faldet kan skyldes, at højt begavede kvinder er dem, som får færrest børn. Eftersom intelligens er arvelig for i omegnen af 75 procents vedkommende, kan denne forklaring særdeles vel have noget på sig. Hvis de bedst begavede både får børn senere, på grund af studier og karriere, og også får færre børn end de mindre godt begavede, giver det god mening, at den genetiske intelligens falder.

Den anden forklaring ser på den ikke-vestlige indvandring, som den vestlige verden har modtaget så meget af i de seneste årtier. Det er kontroversielt som ind i Helvede, men der eksisterer en overvældende evidens for, at langt de fleste ikke-vestlige grupper i gennemsnit har en lavere målt intelligens end mennesker af europæisk afstamning. Der findes også undtagelser, nemlig personer fra nordøstasien, hvilket vil sige kinesere, koreanere og japanere. Disse scorer systematisk højere end vesterlændinge i IQ-tests, og f.eks. er asiater den gruppe i USA (men netop kun nordøstasiater), der klarer sig bedst af alle, når bortses fra den lille gruppe af ashkenaziske/europæiske jøder, der klarer sig suverænt bedre end alle andre.

Vi må håbe, at studiet af intelligens har været på vildspor hele vejen igennem, og at samtlige (og det er mange) studier, der viser graden af arvelighed og generelt intelligensens betydning for den enkelte og for et samfunds velfærd, tager fejl.

Det gør de desværre nok bare ikke. Fagre nye verden er godt på vej. Det bliver spændende, måske også lidt for spændende.