Jeg var for kategorisk om SF, Sigurd. Jeg indrømmer det

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sigurd Agersnap har ret. Det er ikke 100 pct. af SF’s politiske forslag, der handler om større offentlige udgifter. Der var min formulering for kategorisk. SF kan også forbyde og regulere. Det skal jeg ikke tage fra partiet.

Lad os se på de forslag, som SF selv gav den største prioritet under den seneste folketingsvalgkamp.

I deres skoleudspil skrev Pia Olsen Dyhr og Sigurd Agersnap, at folkeskolen skulle være en ny regerings »vigtigste og største projekt«. Opskriften var et varigt løft på 6,2 mia. kr. om året, fuldt indfaset fra 2029. Hertil kom en omstillingsfond på 15 mia. kr. fordelt over tre år. Det var altså Agersnap selv, der satte en betydelig forøgelse af de offentlige udgifter i centrum for SF’s vigtigste projekt.

Eller tag SF’s politiske udspil ”SF’s Tidsplan – Mere tid til det vigtige”. Her medførte 8 af 10 poster en offentlig merudgift, der var specificeret i planen. Et niende forslag havde også en omkostning, men uden et præcist beløb. Derfor løb det samlede finansieringsbehov ifølge SF’s egne beregninger op i 7,9 mia. kr.

Det er svært at læse sådanne udspil og nå frem til den konklusion, at større offentlige udgifter blot er en mindre og nærmest tilfældig detalje i SF’s politiske projekt.

SF gik samtidig til valg på velfærd før skattelettelser. Det er en politisk prioritering, som partiet naturligvis har ret til at foretage. Men den bekræfter, hvor centralt det offentlige forbrug er for SF. At ændre balancen mellem statens og borgernes økonomi til fordel for de sidstnævnte er tæt på tabu i SF’s univers.

Det samme mønster findes i erhvervspolitikken. På sin egen hjemmeside fremhæver SF målrettet erhvervsstøtte, forskning og politisk fastsatte krav som vejen til at bringe danske virksomheder frem. Staten får også her en hovedrolle.

Der kan være gode argumenter for offentlige investeringer. Men det er ikke nok at konstatere, at de skaber aktivitet. Man må også undersøge, hvad de samme ressourcer kunne have skabt, hvis de var blevet hos borgerne og virksomhederne.

Ved Folketingets åbningsdebat den 8. oktober sagde Agersnap, at »penge kun kan bruges én gang«. Derfor kunne penge til skattelettelser ikke samtidig bruges til velfærd. Det er fuldstændig rigtigt. Men regnestykket gælder også den anden vej.

En krone, der opkræves i skat, kan borgeren ikke længere selv disponere over. Det er det, økonomer kalder offeromkostninger. På almindeligt dansk betyder det, at staten kun kan opnå en økonomisk gevinst ved at påføre borgeren et økonomisk tab.

Men tabet kan godt række videre. Man kan sagtens forestille sig, at en borger kunne have skabt endnu flere arbejdspladser ved at investere sine penge, end det lykkes for staten ved at stimulere for eksempel den grønne sektor.

Så har samfundet som helhed faktisk mistet vækst og arbejdspladser som følge af statens dårlige investeringer.

Der kan være mange gode grunde til at bruge penge på offentlige formål. Men hvis argumentet er, at udgifterne skaber økonomisk vækst, må man kort sagt også forholde sig til, hvilken vækst pengene kunne have skabt, hvis de var blevet hos borgere og virksomheder.

At kalde en offentlig udgift for en investering er fiks retorik. Ikke i sig selv et bevis på, at den skaber mere vækst end alternativerne.

Og her vender vi tilbage til min oprindelige pointe.

I opposition kan SF præsentere det ene milliardudspil efter det andet. I regering skal udspillene passes ind i fælles prioriteringer, finansiering og økonomiske rammer. Så bliver partiet nødt til at forklare, hvordan det vil forbedre den offentlige sektor, også når svaret fra Finansministeriet er, at der ikke følger flere penge med.

Det er efter min opfattelse her, SF har et problem. En større bevilling kan være nødvendig. Men den kan ikke erstatte en præcis idé om, hvad der skal gøres bedre.

Så ja: Jeg retter gerne ”eneste våben” til ”foretrukne våben”.

At SF ud over førsteserven ”offentlige udgifter” også har en lille og forkølet andenserv, der hedder ”forbud og regulering”, besvarer imidlertid stadig ikke spørgsmålet om, hvor meget der er tilbage af de store velfærdsløfter, når muligheden for større bevillinger bliver begrænset.