Vi må aldrig glemme november 1989
Natten mellem den 9. og 10. november 1989 faldt Berlinmuren. Nogle unge vil måske sige: "Det var før min tid". Svaret bør være: "Ja, netop."
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
For præcis 37 år siden, natten mellem den 9. og 10. november 1989, fandt én af de mest skelsættende begivenheder i Europas og verdens nyere historie sted: Berlinmurens fald.
Nogle unge mennesker vil måske sige: ”Det er før min tid” (underforstået: ”så derfor behøver jeg ikke vide noget om det”). Svaret på dette må ubetinget være: ”Ja, netop. Og derfor er det så meget desto vigtigere, at du læser om det.”
Den 9.-10. november burde markeres hvert eneste år – ikke blot i Tyskland, hvor man altid gør det, men i hele Europa og den øvrige verden. Berlinmurens fald blev nemlig begyndelsen til enden på mere end 40 års kommunistisk diktatur i Øst- og Centraleuropa.
Med Berlinmurens fald blev hele den ene halvdel af Europa således befriet fra det diktatur, som gennem årtier havde fastholdt befolkningen i denne del af kontinentet i både fattigdom og ufrihed.
Det sidstnævnte kan ikke gøres op i penge. Og befolkningen i det østlige Tyskland og i lande som Polen, Tjekkiet, Slovakiet (tidligere: Tjekkoslovakiet), Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Albanien, Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Nordmakedonien, Serbien, Montenegro og Kosovo (hvoraf de syv sidstnævnte i 1989 stadig indgik i Jugoslavien) har de seneste mange år levet et helt andet frit liv med demokrati, respekt for menneskerettigheder mv., end de gjorde før 1989.
For mange i de tidligere jugoslaviske republikkers vedkommende dog først efter afslutningen på den blodige borgerkrig i 1990’erne (og begyndelsen af det 21. århundrede).
For landene i Øst- og Centraleuropa var det demokrati, som blev indført efter Berlinmurens fald i 1989, imidlertid ikke det første eksempel på, at man havde demokrati i de pågældende lande. Faktisk var hele Øst- og Centraleuropa demokratisk styrede i de første mange år af mellemkrigstiden, indtil forskellige diktatorer tog over i løbet af 1920’erne eller 1930’erne.
Men i slutningen af 1930’erne var det kun Tjekkoslovakiet, som fortsat havde demokrati. Og det varede kun, til Nazityskland besatte landet, nogle få måneder før Tyskland gik ind i Polen og indledte Anden Verdenskrig den 1. september 1939.
Men det demokrati, man havde i Øst- og Centraleuropa, et stykke tid ind i mellemkrigstiden, var for mange af landenes vedkommende et rigtigt demokrati. Det vil sige et demokrati med lige og almindelig valgret for både mænd og kvinder. Ligesom noget tilsvarende også var blevet indført i mange vesteuropæiske lande i årene umiddelbart inden, under og – navnlig – efter Første Verdenskrig.
Det er vigtigt, at vi aldrig glemmer demokratiets historie i Øst- og Centraleuropa. Både at det har rødder længere tilbage i historien end som så, og at det på ingen måde er en selvfølge, at man har det. Ligesom det i øvrigt heller ikke er det i nogen andre lande i verden.
Vi kan ikke tage demokratiet for givet. Og samtidig må vi glæde os over, at det nu er lykkedes at bevare det i Øst- og Centraleuropa i de seneste mange årtier, lige siden det blev indført efter Berlinmurens fald i 1989 (dog som sagt med ca. 10 års forsinkelse i det tidligere Jugoslavien).
Europa er i dag langt mere demokratisk end inden 1989. Kun Belarus (Hviderusland) og Rusland har i dag reelt ikke demokrati.
Og ikke nok med det. De europæiske demokratier samarbejder meget mere med hinanden og koordinerer i langt højere grad end i 1920’erne og 1930’erne deres kamp for at bevare demokratiet, når det bliver truet af udemokratiske kræfter.
Både EU og Nato, men også Europarådet, OSCE og en række andre organisationer er vigtige spillere i den sammenhæng. Organisationer, som ikke fandtes tilsvarende i 1920’erne og 1930’erne, hvor Europas demokratiske stater hver især stod meget mere alene.
Der er således al mulig grund til at markere den 9.-10. november 1989 hvert eneste år. Og at huske og vide, hvad der skete. Også selv om man ikke selv har oplevet det. Det er en vigtig del af vores historie og kan i den grad være med til at forklare, hvad der sker i dag.