Fortsæt til indhold
Valg i Sverige

Sveriges vanskelige regeringsforhandlinger er et symptom på en generel europæisk tendens

Forhandlingerne om dannelsen af ny svensk regering efter valget i september er nærmest gået i hårdknude – og meget tyder på et "ekstravalg".

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Regeringsforhandlingerne i Sverige efter riksdagsvalget i september er nærmest gået i hårdknude. Og sandsynligheden for, at Sverige skal have et ”ekstravalg” om nogle uger eller måneder, er stærkt stigende.

Et ”ekstravalg” er et særligt svensk begreb. Det betyder, at selv om der eventuelt om nogle uger skulle blive udskrevet valg i utide, fordi man med Riksdagens nuværende sammensætning ikke kan blive enige om at danne en regering, skal det næste ordinære valg stadig holdes fire år efter valget i september 2026. Altså i september 2030.

Muligheden for at udskrive et ekstra valg har ikke været benyttet i Sverige i de seneste mange årtier. Men denne gang vil det måske blive anderledes.

Det skyldes, at mange flere partier i Sverige i dag har meget stærke meninger og nærmest ultimative krav om, hvilke andre partier de vil samarbejde og – navnlig – ikke samarbejde med.

De rød-grønne partier, dvs. Socialdemokraterna, Centerpartiet, Miljöpartiet De Gröna og Vänsterpartiet (som nærmest svarer til SF eller Enhedslisten herhjemme), har egentlig flertal sammen i Riksdagen.

Men Vänsterpartiet stillede frem imod valget krav om at komme med i regering, hvis de rød-grønne vandt, mens Centerpartiet på sin side krævede, at Vänsterpartiet netop ikke kom med i regeringen.

Centerpartiet er et ikke-socialistisk parti, et borgerligt midterparti, om man vil. Et parti, som historisk har samarbejdet med de øvrige borgerlige partier, men som i de senere år er blevet en del af den rød-grønne lejr. Bl.a. fordi partiet ikke vil indgå i et borgerligt samarbejde, hvor Sverigedemokraterna også spiller en rolle. Centerpartiet vil med andre ord hverken samarbejde med det yderste venstre eller det yderste højre i Riksdagen.

De øvrige gamle borgerlige partier er derimod åbne for at lukke Sverigedemokraterna ind i regeringsvarmen og give dette parti ministerposter, sådan som det har krævet.

De har til gengæld ikke flertallet til at kunne gøre det.

Udviklingen i Sverige er interessant, fordi den afspejler en generel europæisk tendens i disse år, hvor linjerne trækkes mere hårdt op end tidligere, og det ene ultimative krav efter det andet bliver stillet, bl.a. med hensyn til, hvem man vil samarbejde eller indgå i en regering med. Og hvem man ikke vil samarbejde eller indgå i en regering med.

En del af politikerne i Europa (men langtfra alle) synes i de seneste år at være blevet mere kompromisløse. Måske som en afspejling af, at en del af vælgerne også er blevet det. Mange vil kun have det, som de selv vil have det, og er ikke så villige til at bøje sig mod de andre.

Det kommer til udtryk på forskellig måde i de forskellige lande. Men for Sveriges vedkommende kan det altså i denne omgang måske føre til et ekstra valg. Det første i mere end et halvt århundrede.