Det er nu, vi skal vise, at vi vil Grønland
Trumps aggressioner bragte Grønland og Danmark tættere sammen. Nu skal vi bevise, at det ikke bare var teatertorden.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der lød et lettelsens suk, da Grønland, Danmark og USA forleden underskrev en ny aftale om samarbejdet mellem de tre umage lande: verdens supermagt, verdens største ø og så vores eget lilleputland på en hævet kalkbanke i Nordsøen.
Grønlandskrisen synes afblæst. En fuldstændig uhørt væbnet konflikt mellem langvarige alliancepartnere bliver heldigvis ikke til noget. Og Trump og USA kommer ikke til at eje Grønland.
Det er endnu uklart, hvordan fremtiden kommer til at udspille sig, men rammerne er nu lagt for, at det kan ske på en ordentlig og civiliseret måde. Hvor grønlænderne har ret til selvbestemmelse – og hvor grønlænderne samtidig har fastslået, at fremtiden vil ligge inden for rammerne af Nato og den vesteuropæiske alliance. Hvor USA er garanten for sikkerheden – og ikke truer den.
Da krisen brød ud i foråret, var der med god grund breaking news-bjælker overalt. Hver gang Trump åbnede munden, var det, som om det hele kunne sprænge i luften. Danmark og Grønland befandt sig i orkanens øje. Hele verden så måbende til.
Da aftalen blev skrevet under, blev det ikke bare kaldt danmarkshistorie, men verdenshistorie.
Diplomatiet har arbejdet på højtryk, og vi kan være stolte af den indsats, der er leveret fra både dansk og grønlandsk side. Men bare fordi der nu er landet en aftale, må vi ikke tro, at tiden er inde til at slappe af. Tværtimod. Dramaet er væk, men indsatsen udestår.
Da Trump i overført betydning erklærede rigsfællesskabet krig, stod vi sammen som aldrig før. Hvor rigsfællesskabet før blev set som et tvangsægteskab eller som noget ligegyldigt, blev det under krisens højeste set som det modsatte. Pludselig kunne vi bruge hinanden – fordi alternativet var så meget værre.
Medierne sendte journalister til Grønland, der blev i hvert fald for en tid nærmest faste korrespondenter i Nuuk, og der var nærmest ingen grænser for, hvad vi alle ville gøre for at holde sammen på det hele. Det er nu, vi skal bevise, at vi mente det. At det ikke bare var teatertorden.
Jeg håber, at vi fra politisk side vil intensivere samarbejdet på tværs af rigsfællesskabet. Jeg håber, erhvervslivet vil gøre det samme. Udvikle og investere sammen. Jeg håber, at medierne dækker Grønland bedre og kontinuerligt. Jeg håber, de mellemfolkelige organisationer træder til og knytter den slags bånd, der består. Jeg håber, fondene vil støtte udveksling af idéer og drømme og erfaringer. Og jeg håber, at befolkningerne vil engagere sig på tværs. Pakke fordommene væk og lære hinanden bedre at kende.
I alt for lang tid tog vi rigsfællesskabet for givet. Først da Trump truede med at tage det fra os, så vi værdien. Men nu, hvor faren synes at være drevet over, må vi bevise, at vi faktisk tror på, at vi er bedre sammen – og at vi vil gøre noget for at blive endnu bedre – sammen.