Trumps fredsplan viser, at Europa har svigtet Ukraine trods sin opbakning
Europa er magtesløs over for Trumps seneste plan for at stoppe krigen i Ukraine med betingelser, der ligner kapitulation. Kan det virkelig passe?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ukraine skal afgive de besatte områder til Rusland. Ukraine skal kraftigt reducere sit militær og må ikke modtage våbenhjælp fra USA. Ukraine må ikke blive medlem af Nato, og så skal der fremover snakkes russisk i hele Ukraine.
Det er fredsplanen, udarbejdet af Trump-administrationen og Putins håndlangere, hen over hovedet på Ukraine og resten af Europa.
Kan man tage det seriøst? Det kan man blive nødt til. At russisk skal blive hovedsproget i Ukraine er næsten det frækkeste og det mest åndssvagt urealistiske. At man ikke må modtage amerikansk militærhjælp og skal skære i sine styrker bliver landets undergang, når naboen er kampklare Rusland.
At man skal opgive land, er udtryk for den mest isnende uretfærdighed, og for at sætte det endelige parodiske punktum, så skal Ukraine også afgive territorier, der endnu ikke er indtaget af Rusland, nærmere bestemt resten af Donbas-regionen.
Stakkels ukrainere. 40 millioner martrede sjæle der længes efter fred, efter bare en smule sikkerhed. Hvem hjælper landet nu?
Europa kan ikke levere de nødvendige våben. Den russiske hær rykker langsomt men sikkert frem. Zelenskyjs regering er i forvejen plaget af store korruptionsskandaler, og Trump satser på en grotesk fredsaftale, så han kan styrke opbakningen i baglandet og endda genoptage handlen med russerne.
Gode råd er dyre. Uvurderlige. Zelenskyj kan måske presses til at give slip på Donbas og droppe Nato-ambitionerne - alt andet i fredsplanen er uspiseligt. Men så skal man jo bare have en anden mand på posten, en ny præsident, sådan som russerne også håber, når de kræver valg i Ukraine indenfor 100 dage efter planen er trådt i kraft.
Her vil man naturligvis forsøge at få en Moskva-loyal kandidat i spil, og Putin kan måske gennemføre det, der hele tiden har været planen med Ukraine – et kup.
Et magtesløst Europa, kan det virkelig passe? Et europæisk kontinent, der ikke kan forsvare Ukraine mod Rusland? Måske om nogle år, når vi har oprustet tilstrækkeligt, men ikke nu, våbenlagrene er tomme, reserverne er væk. Europa har penge til at købe det militære materiel af USA, men til hvilken nytte, hvis fredsplanen ikke tillader det?
Så er der sikkerhedsgarantierne. I det mindste. De indgår jo i fredsplanen og vil beskytte landet mod fremtidige russiske angreb. Putin vil have taget en stor luns af Ukraine, men sikkerhedsgarantierne, som USA skal stå for, vil forhindre at russerne marcherer videre ind i landet.
Desværre ikke. Garantierne ophæves, hvis Ukraine angriber Rusland, og det er ikke svært for Putin at iscenesætte et ukrainsk angreb på russisk jord. I så fald vil det hele starte forfra, Rusland vil fortsætte krigen, endda med en restitueret hær, større og stærkere end nogensinde.
Putin er ikke interesseret i fred. Han er interesseret i Ukraine. Han kan formodentlig slet ikke fastholde magten, hvis ikke han får kontrol over Ukraine, så meget har han sat på spil – hele den russiske økonomi, flere hundrede tusinde dræbte soldater, sit eftermæle.
Zelenskyj har til på torsdag. Fredsaftalen skal underskrives. En brutal Trump sidder med kortene. Men spiller i virkeligheden Putins spil. Alt det ukrainerne har kæmpet for, kan blive tabt på gulvet. Hvad havde Joe Biden gjort? Tydeligvis ikke dette. Man savner den gamle præsident, svækket, men ikke i støtten til Ukraine.
Det er forståeligt at man vil stoppe krigen, standse myrderierne, men hvem stoler på, at Putin overholder sin del af fredsaftalen, selv om den tilgodeser Rusland? Minsk-aftalerne, der fulgte efter Putins besættelse af Krim, røg i vasken, fordi de russiske separatister blev ved at myrde løs i Donbas – tror man på nye aftaler med russerne?
Ukraine skal ned på knæ. Som om landet ikke var det i forvejen.
Alt i alt ser ukrainerne ud til at blive svigtet, af et Europa, der har haft over tre år til at opbygge et forsvar for landet, af et USA, anført af kynismen selv.
For en måned siden sagde Trump, at man ikke kunne regne med Putin, aflyste topmødet i Budapest og sanktionerede de to største russiske olieselskaber, nu er Trump snurret omkring og parat til at indgå imødekommende aftaler med russerne – zigzag-præsidenten, er han overhovedet stabil?
Det vil gå over i historien som det største svigt siden München-aftalen i 1938, eller rettere München-diktatet, fordi Tjekkoslovakiet, som aftalen gjaldt og som blev fortæret af Hitler, ikke blev inddraget, på samme måde som den aktuelle aftale fuldstændig ignorerer Ukraine.
Trump kan i værste fald være ligeglad, han er formodentlig ude af Det Hvide Hus, når vi for alvor ser konsekvenserne af hans politik, og vi vil endnu engang blive mindet om hvor meget skade den mand kan gøre, og værre endnu, hvor meget skade han efterlader.
Ukraine skal opgive land og reducere sit militær, Putins iskolde krav – det kommer jo ikke til at ske, men hvad sker så? Krigen brager videre, til Ruslands fordel, og hvis kritiske forsvarslinjer bliver brudt, kan russiske soldater rykke mod Kyiv, hvilket vil kræve europæiske tropper på jorden for at forhindre at helvede for alvor slippes løs.
Dystre udsigter - det ville være vidunderligt at tage fejl.