Fortsæt til indhold
Kommentar

Nej til politisk gidseltagning af kommunalvalget

Enhedslisten og socialdemokratiske kommunalpolitikere vil tilsyneladende gerne have kommunalvalget til at handle om Gaza. Lad dem ikke slippe afsted med at afspore den vigtige debat om deres egen kommunes fremtid med uvedkommende stemmefiskeri.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Danmark har meget lidt eller ingen indflydelse på, hvad der sker i Gaza, og kommunerne har i hvert fald med garanti slet ikke indflydelse på det.

Alligevel synes Enhedslisten, at holdningen til Gaza skal afgøre kommunalvalget i København, og bebrejder socialdemokraternes overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, for at stå »på den forkerte side af historien«. Ja, man skal høre meget, før ørerne falder af, herunder gamle kommunister, der hævder at have befundet sig på den rigtige side af historien.

Samtidig begynder flere socialdemokratiske kommunalpolitikere i kommuner med en stor muslimsk befolkningsgruppe at røre uroligt på sig.

I spidsen står Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, der har ophøjet sig selv til ekspert i international ret og mener at kunne konstatere, at Israel begår folkemord i Gaza, selvom det i høj grad er et spørgsmål, der deler rigtige folkeretsjurister, og hvor der ikke findes nogen konklusioner fra de instanser, der i virkelighedens verden beskæftiger sig med den slags.

Det er svært ikke at se den type af udmeldinger som rendyrket stemmefiskeri i muslimske og venstreorienterede miljøer eller i hvert fald som et forsøg på at forsikre sig imod at blive ramt af kritik under kommunalvalgkampen for at mene noget forkert om dette fuldkommen uvedkommende emne. Og jeg frygter, at vi kommer til at høre meget mere af den slags i de kommende måneder.

Jeg håber, at langt de fleste kommunalvalgskandidater vil holde hovedet koldt og i stedet fortælle om, hvad de gerne vil med de ting, som faktisk betyder noget i kommunerne: børnepasning, skoler, ældrepleje, kultur, veje og byggeri m.m.

Det er efter min mening at svigte det lokale demokrati, hvis vi begynder at slå hinanden oven i hovedet med Gaza og dermed bortleder opmærksomheden fra det, som kommunalvalget egentlig handler om: nemlig hvordan vi hver især vil gøre vores kommune bedre.

Det er en stor og vigtig ting, at vi alle har indflydelse på, hvordan vores kommune skal styres. Det fortjener respekt og opmærksomhed og ikke at gå op i uvedkommende politisk fnidder. Der er kommunalvalg i Danmarks 98 kommuner, ikke i Gaza.