Fortsæt til indhold
Kommentar

Biskopper skal holde sig til evangeliet. Og holde sig fra at mene noget om Gaza

Otte biskopper i folkekirken har udsendt en fælles erklæring, hvor de opfordrer den danske regering til at lægge pres på Israel for at få krigen i Gaza stoppet. Men erklæringen er enøjet og en misforståelse af, hvad biskoppernes og kirkens opgave er.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I luthersk forstand er det ikke mere interessant, hvad otte biskopper mener om krigen i Gaza, end hvad otte buschauffører eller otte renovationsarbejdere måtte mene om emnet.

Og ingen kan udtale sig på den danske folkekirkes vegne.

Alligevel forsøger biskopperne at smykke sig med en kirkelig autoritet og antyde en særlig kristen moral, hvor de skulle kunne fortjene at blive lyttet mere til end andre faggrupper. Det skulle de have ladet være med.

Storpolitik er ikke kirkens ærinde, og erklæringen er politisk enøjet, fordi den slet ikke nævner årsagen til krigen, nemlig terrororganisationen Hamas’ bestialske terrorangreb den 7. oktober 2023.

Det siges i en bisætning, at Hamas bør frigive de israelske gidsler, men ikke, at den sikreste og hurtigste vej til at bringe krigen til en afslutning er, at gidslerne bliver frigivet, og Hamas nedlægger våbnene.

Biskopperne – eller kirken som sådan – er ikke et politisk parti, der skal have holdninger til alt muligt. Biskoppernes opgave er at drive en samlende kirke, som alle danskere kan se sig selv som en del af.

Det er ikke at skabe splittelse ved at indtage politiske holdninger, som intet har med evangeliet at gøre, og hvor mange danskere helt givet vil opleve kirken som politiserende.