Medierne er under angreb: Er Trumps krig mod pressen ved at nå sit klimaks?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I mere end 80 år har VOA været en global stemme for frihed og kritisk nyhedsformidling, især i autokratiske stater rundtom i verden. Nu er stationen tavs, ramt af politisk styring, massefyringer og en strategisk afmontering af sit moderselskab, U.S. Agency for Global Media. De medier, der i årtier har bekæmpet censur og propaganda i autokratiske regimer som Rusland og Kina, bliver nu selv lukket ned af den amerikanske regering – i en ironi, der sætter USA faretruende tæt på det, det engang advarede imod.

Presset mod medierne i USA er eskaleret gennem de seneste år. Under den første periode med Trump-administrationen blev journalister konsekvent dæmoniseret, presseadgange fjernet, og kritiske medier stemplet som »folkets fjende«.

The New York Times, CNN og The Washington Post har alle været mål for systematiske angreb – fra retoriske smædekampagner til trusler om at trække deres licenser. Associated Press blev ligefrem nægtet adgang til Det Hvide Hus for at bruge »forkerte« ord i en geografisk betegnelse, og Trumps administration forsøgte gentagne gange at begrænse dækningen af covid-19-pandemien og andre følsomme emner.

Nedlukningen af VOA og presset på andre uafhængige medier afslører en særdeles farlig tendens. Når magthavere kontrollerer nyhedsstrømmen, indskrænkes befolkningens mulighed for at få sandfærdig information. Kritik bliver marginaliseret, og det åbne samfund sættes under pres.

USA står over for et afgørende spørgsmål: Skal medierne bøje sig for politisk pres og Trumps diktatoriske interesser? Eller vil de kæmpe med næb og kløer for at bevare deres uafhængighed?

Selvom vi her i Norden og i Europa har en lang og stærk pressetradition, vil det være naivt at tro, at denne udvikling kun er et amerikansk anliggende. Når pressefriheden svækkes i et af verdens største demokratier, skaber det en farlig præcedens, der kan smitte af på resten af den frie verden – også Europa.

Vi kan ikke tage vores værdier for givet. Historien har vist, at angreb på kritisk journalistik ikke stopper ved nationale grænser. Når demokratier normaliserer censur, politisk pres og angreb på medier, risikerer vi, at lignende mekanismer vinder fodfæste her.

Fremtiden for pressefriheden afhænger af, om vi accepterer en udvikling, hvor magten definerer sandheden, eller om vi insisterer på en fri og uafhængig presse.