Amerika findes
Alle de feje følger Trump lige nu. Det er sølle at se på, men heldigvis kan man regne med deres fejhed; de vender om, når det er opportunt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
»Man har jo mødt dem gennem tiden,« sagde den tidligere minister, mens vi drak et indledende glas champagne før middagen og sammen stod og rystede på hovedet over verden. »Men alligevel: at se det i koncentreret form … fejheden …«
Jeg tog noget mere champagne og gav ham helt ret. Vi talte om Trumps tale i Kongressen, hvor hans partifæller hujede, som var de til ishockeykamp: »USA … USA!« Og fulgte Trump blindt i alle rablerierne, hujede, da de smed en ældre demokrat ud af salen, mens han fægtede truende med sin stok.