Når turistdiplomati truer rigsfællesskabet
At Donald Trump har rettet sit fokus mod Grønland er ikke uforståelig, og han kan vel tænkes at udvide familieforetagendet fra at være en familievirksomhed og et forretningsimperie til også at inkludere et politisk dynasti i 2028.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Man kender det jo godt. Længslen efter en fjern rejsedestination, som man bare ikke har kunnet slippe tanken fra og gerne vil opleve hurtigst muligt. Så når muligheden endelig byder sig, hopper man på et privatfly i flere timer for at kunne lege turist på drømmedestinationen i fire timer, selvfølgelig med et kamerahold i hælene.
Men nok om USA’s nye turistdiplomat, Donald Trump jr. Ham skal vi nok vende tilbage til, men vi starter på den helt høje klinge om geopolitik og rigsfællesskabets fremtid.
Med fare for at gøre mig enormt upopulært, så forstår jeg grundlæggende godt Trumps interesse – og bekymring – i forhold til Grønland. Der er tale om et enormt landmæssigt område, der geografisk er en del af Nordamerika, og som kun ligger små 5.000 km fra USA. I amerikansk selvforståelse har Grønland længe spillet en vital rolle for USA’s sikkerhed, hvilket blandt andet illustreres ved, at præsident Truman under Den Kolde Krig prøvede at købe øen, men blev afvist fra dansk side.
At Trump har fundet sin indre Truman frem igen i en tidsalder, som til tider beskrives som ”en ny kold krig”, er dermed ikke uforståeligt. Jeg bryder mig selv ikke om betegnelsen ”ny kold krig”, men det må vi tage en anden gang. Til gengæld forstår jeg udmærket godt, hvorfor det med amerikanske øjne er en trussel mod nationens sikkerhed, hvis der ikke er styr på sikkerhedssituationen på verdens største ø. Hvilket leder os til det egentlige spørgsmål: Hvordan sikrer man så bedst selvsamme sikkerhed?
Efter min vurdering er det egentlige mål for Trump i forhold til Grønland ikke territorial ekspansion, men kontrol. Det er ikke så underligt, når nu Nuuk ligger tættere på New York end København, og den korteste vej for et russisk missil mod Amerika er via Det Arktiske Ocean og Grønland. Problemet er imidlertid, at Trump tilsyneladende er kommet til den konklusion, at det ene – kontrol – nok forudsætter det andet, navnlig ekspansion.
Det er forstemmende læsning i Weekendavisen i denne uge, hvor Hans Mortensen under overskriften ”En vidunderlig kvindes brudte løfte” beskriver, at de danske løfter til Donald Trump udstedt af statsminister Mette Frederiksen under et Nato-topmøde i London i 2019 ikke er blevet indfriet.
Når Kristian Søby Kristensen, leder ved Center for Militære Studier, samtidig siger til TV 2, at »mange af de kapaciteter, som Danmark har i området, er gamle og nedslidte«, så kan man godt blive lidt ærgerlig over, at vi ikke just har fundet hurtigskoene frem i dette land. Derfor et fromt ønske herfra: MAGA må i en dansk kontekst gerne stå for Make Arsenalet Great Again, når nu Forsvaret tydeligvis trænger til både oprustning og modernisering.
Dermed ikke sagt, at Trumps Truth Social-diplomati og sønnikes turistdiplomati er særlig smart – endsige acceptabel. Det er det selvsagt ikke. Det er heller ikke nogen undskyldning, at impulskontrol – diplomatisk formuleret – ikke er Trumps største styrke.
For den lokumskolde analyse må være, at Trump-familiens ubehøvlede fremgangsmøde næppe forbedrer mulighederne for at finde en bedre løsning i forhold til sikkerhedssituationen i Grønland og Arktis, uagtet hvor meget man måtte forstå frustrationen over de ikke indfriede sikkerhedspolitiske løfter.
Når alt det er skrevet, skal man ikke tage fejl af persongalleriet i dette trekantsdrama. Det var ikke spor tilfældigt, at Donald Trump jr. fandt sin indre Christoffer Columbus frem i forbindelse med genopdagelsen af Grønland. Sønnike har ikke nogen formel politisk rolle og derfra følgende magt som en kommende vicepræsident, udenrigsminister eller forsvarsminister. Men den unge Trump har to andre ting kørende for sig: Han er den kommende præsidents eget kød og blod og har hans øre.
Denne både familiære og uformelle magt resulterer i en indflydelse, der nok kommer til at være ganske betydelig i de kommende fire år. Som Roger Stone har udtrykt det, så er Donald Trump jr. »stemmen for ufortyndet trumpisme«.
Den kommende vicepræsident, J.D. Vance, er på papiret selvfølgelig den formelle kronprins i Det Republikanske Parti og MAGA-land. Men som jeg ser det, så er Don jr. den reelle kronprins. Derfor ville jeg heller ikke blive spor overrasket, hvis Donald Trump i 2028 forsøger at udvide familieforetagendet fra at være en familievirksomhed og et forretningsimperie til også at inkludere et politisk dynasti.
Med andre ord kan vi lige så godt begynde på at opbygge en god relation til Trump-familiens turistdiplomat.
Jeg kan i den sammenhæng forstå på Danmarks Jægerforbund, at den seneste regeringsrokade har betydet, at det nu er Jeppe Bruus, der kan kalde sig for jagtens minister. Når nu Don jr. er så glad for udendørslivet, var det måske i nationens interesse, at jagtministeren og turistdiplomaten tog på udflugt sammen.
I så fald vil jeg foreslå Klosterhede Plantage i det vestlige Jylland, der samtidig kunne være et vink med en vognstang om nøjsomhedens værdi.