Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

DR bruger præster som nyttige idioter 

DR’s nye tro- og eksistensdarling Iben Maria Zeuthen slipper afsted med at latterliggøre den kristne tænkning og kulturarv.

”Hvad ville Jesus have sagt? Skal hun følge drømmen og renovere sit eget eller lytte til fornuften og købe en færdigistandsat villalejlighed? Og hvad mener Jesus overhovedet om det at eje?” 

Eller: ”Hvad ville Jesus fortælle håndboldherrerne, der netop har vundet VM? For hvordan er det nu med kristendom og konkurrence? Og hvad ville Jesus sige til en mormor, der ikke får sin drøm opfyldt omkring at få sit barnebarn døbt – eller hvad ville Jesus mon sige til en bedstefar, der er kommet til at kalde sit barnebarn for idiot?”.

Jeg tror ikke engang, det ringeste konfirmandmateriale (og der findes meget bras) indeholder så tåbelige spørgsmål, som radiovært Iben Maria Zeuthen og hendes præstepanel besvarer på vegne af Jesus hver søndag formiddag umiddelbart efter højmessen i P1-programmet ”Hvad ville Jesus have sagt?”. 

Hvis der hang bare et glimt af højtidelighed og alvor i stuen, efter højmessen tonede ud, overdøves den i hvert fald af brevkasseprogrammets småsnakkende præster, der uden at blinke, tøve eller tvivle lægger godtkøbsmoral i munden på Guds egen søn, himlens og Jordens frelser, og gør Bibelen til en slags bageopskrift for det menneskelige liv. 

På den ene side og på den anden side og hovedet på skrå – der er faktisk ingen grænser for, hvad Jesus mener noget om.

Jeg var målløs, første gang jeg hørte programmet. Mest af alt sørgmodig over, at Danmarks Radio og deres nye tro- og eksistensdarling Iben Maria Zeuthen slipper afsted med søndag formiddag at undergrave, udstille og latterliggøre den kristne tænkning og kulturarv og tro på budskabet om en usynlig verdens herlighed, om et mørke, der bliver brudt – så det er muligt for os mennesker at leve med mod, forventning og håb.

Men som nyttige idioter stiller præsterne stille selvfølgelig op, når Statsradiofonien ringer. For hvis præsterne virkelig tror, at DR har skabt programmet for at fremme danskernes kendskab til kirke, tro og kristendom, sådan i helt ordentlig og redelig public service-ånd, ja, så er de blevet taget godt og grundigt ved næsen. Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om, at de præster, der sidder i panelet, har evner, indsigt og teologiske kompetencer, åndfulde tanker og ydmyg tro til at oplyse, forklare og forkynde kristendommen til enhver, der måtte lytte til radioen søndag formiddag.

Men skøre spørgsmål giver lige så skøre svar. For et par uger siden besvarede panelet et spørgsmål om, hvorvidt man skal indgå i gruppearbejde, man ikke har lyst til, blot for at løfte andre? Hvad ville Jesus have sagt? 

Svaret fortonede sig i en rundbordssnak om alt og intet og næstekærlighed.

Hvad er det dog for en måde at tage præsters gerning og kristendommens budskab alvorligt på? Jeg er rystet over Danmarks Radio. På et tidspunkt i programmet gør Zeuthen sig morsom over, at hvis man skriver til mailadressen jesus@dr.dk, og man modtager svar, står ”Jesus” som afsender i indbakken – men det er altså bare hende, der skriver. 

En af præsterne bemærker muntert: »Det er helt vildt, hvilken magt du har fået i kraft af det her program.« Alle morer sig. 

Men det er vildt. For ud over at Zeuthen, ligesom mange andre DR-værter, er woke-ideolog helt ud til fingerspidserne og ikke lægger skjul på det i programmerne, så er ”Hvad ville Jesus have sagt” et slet skjult led i DR’s ideologiske kamp mod kristendommen.

Jeg husker, engang Katrine Winkel Holm udtalte, at DR behandler kristendommen som »et gammelt arvemøbel, man mest af alt har lyst til at køre på lossepladsen, men beholder af pligt«. Hun har fuldstændig ret. Engang gjorde DR sig i det mindste umage med forpligtelsen over for det gamle arvemøbel – men nu har de kun hån tilovers.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.