Samfundssikkerhed er det nye sort
Under Den Kolde Krig talte vi om civilbeskyttelse og totalforsvar, men i 1990’erne afviklede vi meget af det, der skal beskytte vores samfund under krig og kriser. Nu har vi brug for at sikre samfundet igen.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Truslerne mod Danmark er mange og forskelligartede. Nogle udspringer af klimaforandringer, som skaber vildere vejr, mens andre er politisk betingede og udmønter sig i sikkerhedspolitiske dilemmaer om forsyningssikkerhed, allianceforhold og forsvarsbudgetter. Visse trusler er meget synlige såsom oversvømmelser og Ruslands krigeriske fremfærd i Ukraine, mens andre lever skjult i cyberspace eller gemmer sig i nyhedsstrømmen som misinformation. Disse såkaldte hybride trusler befinder sig i spektret mellem krig og fred, hvorfra de truer samfundets sammenhængskraft.
Dystre skyer er på det seneste trukket sammen over både Danmark og resten af Europa. Et nyt begreb er imidlertid dukket op herhjemme: samfundssikkerhed. Det dækker bredt over alle de tiltag, vi som samfund tager for at sikre fortsættelsen af de funktioner, som leverer tryghed og sikkerhed til os danskere. Hvor udtrykket ”sikkerhedspolitik” bruges om Danmarks relationer til omverdenen, f.eks. medlemskabet af Nato, det nordiske forsvarssamarbejde Nordefco og – efter afskaffelsen af forsvarsforbeholdet – det europæiske militære fællesskab, handler ”samfundssikkerhed” om de indre foranstaltninger, som har til formål at styrke det danske samfunds robusthed i en stadig mere usikker verden.
Indholdsmæssigt er det ikke noget nyt at fokusere på samfundets robusthed, selv om begrebet samfundssikkerhed hidtil ikke har været udbredt herhjemme. Beskyttelse af civilbefolkningen under krig og kriser har sine historiske rødder i slutningen af 1930’erne, hvor bombningen af byen Guernica den 26. april 1937 markerede begyndelsen på en ny æra i krigsførelsens udvikling.
Omkring en tredjedel af byens 5.000 indbyggere blev dræbt eller kvæstet, da nazityske og italienske fly kastede deres bomber over Guernica som støtte til Francos styrker. Idéen om den ”totale krig”, hvor ikke kun fjendens militære styrker, men hele befolkninger blev mål med henblik på at underminere den folkelige støtte til den politiske ledelse, stammede fra general Erich Ludendorffs bog ”Der totale Krieg” fra 1935.
Med Mikkel Vedby Rasmussens ord lever vi nu i »krisesamfundet«, hvor vi ikke behøver vente på, at det hele bliver godt igen, for konstant krisetilstand er den nye normal.
Under Anden Verdenskrig udviklede både Aksemagterne og de allierede denne tankegang ud i det ekstreme, hvilket ofrene for Blitzen og bombningerne af Dresden og Hiroshima vidner om.
Af den totale krig fulgte logisk det totale forsvar, som i Danmark blev institutionaliseret først med den humanitære organisation Statens Civile Luftværn, oprettet i 1938, og under Besættelsen med opstillingen af en række CBU-kolonner, som kunne rykke ud og assistere ved store indsatser. Civilbeskyttelsen blev efter Anden Verdenskrig omdannet til Civilforsvarsstyrelsen i 1949 med det formål at afbøde følgerne af eventuelle krigshandlinger under Den Kolde Krig.
Sovjetunionens sammenbrud omkring 1990 betød, at Civilforsvaret kort efter blev erstattet af det, vi i dag kender som Beredskabsstyrelsen. Samtidig indførte Danmark i 1993 det såkaldte sektoransvarsprincip, som betyder, at de enkelte samfundssektorer (energi, sundhed m.v.) selv er ansvarlige for beredskabsplanlægning og krisestyring både i freds-, krise- og krigstid.
Sektoransvarsprincippet fungerede effektivt og fleksibelt i et kvart århundrede, men den omfattende og langvarige coronakrise i 2020-21 udfordrede den decentraliserede krisestyring. Omfattende koordinering mellem mange myndigheder under stor politisk bevågenhed med høj grad af usikkerhed og potentielt meget voldsomme konsekvenser er vanskelig.
Siden coronakrisen har nye kriser bare afløst hinanden – senest er forsyningssikkerheden blevet truet som afledt effekt af krigen i Ukraine. Med Mikkel Vedby Rasmussens ord lever vi nu i »krisesamfundet«, hvor vi ikke behøver vente på, at det hele bliver godt igen, for konstant krisetilstand er den nye normal.
Her kommer samfundssikkerhed ind i billedet som en ny måde at se og tale om modstandskraft, beredskab og krisehåndtering på. I stedet for Anden Verdenskrigs civilbeskyttelse og Den Kolde Krigs totalforsvar skal vi nu finde nye måder at fordele ansvaret for vores fælles tryghed og sikkerhed mellem samfundets myndigheder, politikerne og borgerne.
Samfundssikkerhed indebærer mere fokus og en større klarhed over, hvem der gør hvad, hvornår og hvordan. Her er etableringen af et Nationalt Sikkerhedsråd i Danmark efter islandsk forbillede interessant at overveje. Sådan et organ kunne f.eks. have de ansvarlige ministre og de øverste embedsmænd fra politi, forsvar m.v. som medlemmer. Sikkerhedsrådet skulle så være ansvarligt for at udarbejde risikoanalyser, styrke beredskabet og oplyse befolkningen – med lovhjemmel i ryggen, så ansvaret ikke risikerer at falde ned mellem sektorstolene.
Det er min klare opfattelse, at samfundssikkerhed som begreb vil komme til at spille en rolle i det store forsvarsforlig, som skal forhandles på plads i løbet af næste år.
Spørgsmålet er selvfølgelig hvilken – men det er endnu for tidligt at sige. Regeringens sikkerhedspolitiske analyse (den såkaldte Zilmer-rapport) udgør dog et udmærket udgangspunkt, og vi er samtidig langt om længe også ved at få etableret et egentligt forskningsmiljø inden for samfundssikkerhed i Danmark. Det ændrer dog ikke på, at vi er sakket bagud i forhold til vores nabolande, for i både Sverige og Norge har man talt om samfundssikkerhed i årtier. Nu skal der kul på kedlen herhjemme, så også det danske samfund kan sikres mod fremtidens trusler.