Udkast til borgerlig succes: Vi skal ikke redde verden, vi skal genopbygge Danmark

Midt i den tiltagende valgkamp agter Socialdemokratiet at indføre den regel, at der ikke må laves flere regler i velfærdsstaten. Selv en bebudet afregulering skal reguleres, sådan er det gået med den danske Leviathan, der efterhånden vokser helt af sig selv. Det skyldes naturligvis, at alt for mange særinteresser er bundet op på, at det sker, hvorfor der da også er ansat endnu flere tusinder i stat og administration, end da politimester Frederiksen overtog Statsministeriet i 2019.

Idéen om velfærdsstaten er noget, de røde regeringer fandt på efter krigen, da socialdemokraterne allierede sig med de kulturradikale (dvs. de venstreorienterede) i kunst og kulturliv. Den alliance var ny og fik store konsekvenser. Det var nemlig den, der skabte forudsætningerne for de strukturelle problemer, vi døjer med i dag. Og som fortsætter derudad, fordi vi har vænnet hinanden til, at alle er ofre for omstændighederne og klienter i én stor kommune, som for øvrigt helst skal redde verden, klimaet, etikken og den gode smag.

Op gennem 1960’erne og 70’erne bredte velfærdsstatens ideologi sig som en løbeild, og de borgerlige resignerede. Der var dog folkelige oprør undervejs, sådan som Henrik Dahl er så venlig at minde os om i sin nye bog ”Ved voksenbordet – om den kvælende midte i dansk politik”, der udkommer i næste uge, men som man kan få en snigpremiere på her.

Dahl nævner lagerforvalter Peter Rindals protest mod Statens Kunstfond i 1965, det berygtede jordskredsvalg i 1973 og Erhard Jakobsens kritik af de røde lejesvende i DR. Man kan også nævne protestvalgene mod Maarstricht-traktaten, euroen og retsforbeholdet.

Uanset hvad, så vandt velfærdsideologien, ikke mindst fordi dannelsesinstitutioner som skoler, gymnasier, højskoler, universiteter, folkekirken, museumsverdenen, DR m.m. blev domineret af venstreorienterede antagelser og værdier. For nu at sige det meget kort, så tabte de borgerlige kulturkampen, længe før den officielt gik i gang i 00’erne med Anders Fogh Rasmussens slagfærdige opgør med smagsdommerkulturen.

Men hvad gør vi så nu?

Det har Henrik Dahl faktisk en rigtig god opskrift på. Vi skal sætte navn på de skyldige, dvs. dem, der har forvandlet Danmark til en idealistisk velfærdsstat. Det er i overvejende grad de røde og socialdemokrater.

Først førte de danskerne ud i en økonomisk afgrund for 40 år siden. Det tog årtier at rette op på. Dernæst bragte de danskerne en kulturfremmed indvandring på halsen, som truer vores børns sikkerhed, kultur og velstand.

Så smadrede de folkeskolen og læreruddannelsen.

Så ødelagde de ungdomsuddannelserne.

Så indførte de pseudoarbejde i stat, amter, kommuner og regioner.

Så reducerede de universitetet til masseuniversiteter.

Senest har de så decimeret landets militære forsvar, fordi de troede, der var fred og ingen fare – mens de gjorde grin med Nato.

Endelig lod de hånt om energiforsyning og -sikkerhed, fordi de troede, de skulle redde klimaet med vindmøller og solceller.

De røde står bag en perlerække af politiske fejltagelser og manglende dømmekraft i løbet af den seneste generation. Der er mildest talt nok at tage fat på.

Det borgerlige mål er med andre ord ikke at skabe en ny verden, men at udbedre de skade, de røde har forvoldt i Danmark i løbet af de seneste 50 år. Verden skal ikke reddes, Danmark skal genopbygges.