Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Danmark er ved at tabe rumkapløbet

Mens rummet indtages af private aktører, og satellitterne bliver stadig mindre og flere, vil regeringen helt forbyde opsendelse af raketter fra Danmark. Det er dumt og unødvendigt.

Danmark fik sin første rumlov under den borgerlige regering i 2016. Det var fornuftigt og nødvendigt at begynde at regulere rummet, som i løbet af de seneste årtier er blevet et selvstændigt domæne med masser af både civile og militære interesser. Den nuværende regering er imidlertid i gang med en ændring af rumloven, som helt vil forbyde opsendelser af store raketter fra både dansk jord og danske skibe/platforme i internationalt farvand. Med større raketter menes opsendelser, som når højere op end fire kilometer over havets overflade – dvs. alle raketter, som ikke er rene amatør- eller studenterprojekter eller købt i et fyrværkeriudsalg op til nytårsaften.

Da rumfartens pionerer Tsiolkovskij, Goddard, Oberth og von Braun opfandt de første moderne raketter i første halvdel af det 20. århundrede, havde de svært nok ved bare at få dem til at lette. I dag kan raketter flyve ud i rummet og vende tilbage til Jorden, så de kan genbruges. Teslabossen Elon Musk har sammen med andre private aktører været helt i front af denne udvikling, hvilket betyder, at det amerikanske rumagentur, Nasa, nu køber plads på SpaceX-raketter frem for at bygge deres egne eller betale russerne for opsendelser af satellitter og astronauter. Snart vil Nasas europæiske pendant, ESA, formentlig følge trop, sådan at fremtidens Andreas Mogensener vil blive opsendt med kommercielle raketter. Bare ikke fra Danmark.

Ændringsforslaget, som blev fremsat af uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i februar 2020, men efterfølgende pauseret grundet covid-19, er netop nu i høring, ligesom det også var i tiden op til den oprindelige fremlæggelse. Dengang bemærkede bl.a. Dansk Industri, at lovændringen i praksis ville betyde et stop for udvikling af raketteknologi i Danmark, mens Danmarks Tekniske Universitet (DTU) forudså negative konsekvenser for både dansk erhvervsliv og forsknings- og studenteraktiviteter inden for rumfart. DTU påpegede endvidere, at regeringens såkaldte ”henvisningsmodel”, hvor alle opsendelser henvises til enten Andøya i Norge eller Esrange i Sverige, vil medføre så store gebyrer, at »forskning inden for civil raketaktivitet vil blive stærkt reduceret i fremtiden eller helt forsvinde«.

Regeringen vil gerne have dansk rumfartsforskning og -industri, men der må bare ikke opsendes raketter fra dansk jord eller fra danske skibe eller platforme i internationalt farvand. Det hænger tydeligvis ikke sammen. Når regeringen fra et ekstremt forsigtighedsprincip vil forbyde enhver form for opsendelse af store raketter, selv fra Øster- og Nordsøen, hvor befolkningstætheden jo ikke er overvældende, taber Danmark det nye rumkapløb, som vi kun lige har set begyndelsen af. Inden for få år vil SpaceX og andre private aktører nemlig med stor sandsynlighed få brug for egnede opsendelsessteder i Europa.

Fremtidens raketter er ikke kun små og private i modsætning til tidligere tiders statslige giganter som Saturn 5, der løftede Apollo-missionerne af sted mod Månen for et halvt århundrede siden – de kan også blive grønne! Den danske virksomhed Euro Spaceport er for eksempel i gang med at udvikle et koncept for opsendelse af raketter i Nordsøen fra platforme, som bugseres ud fra Esbjerg Havn, og som vil kunne flyve ud i rummet på grønt raketbrændstof produceret med Power-to-X-teknologi af vindenergi. Hvor ville det være ærgerligt, hvis Danmark skulle gå glip af et grønt erhvervseventyr, som virkelig har potentiale til at flyve, bare fordi regeringen ønsker at gå med en helt ekstrem udgave af livrem og seler. Esbjerg har i forvejen en stor og velegnet havn, årtiers erfaring med avancerede offshoreaktiviteter og masser af gode folk med ekspertise inden for både logistik og grøn energi. Selvfølgelig skal Danmarks kommende rumhavn ligge her.

Selvfølgelig skal rummet reguleres, og naturligvis bør hvem som helst ikke kunne opsende store raketter fra baghaven midt i tætbefolkede områder. Men der bør indføres en åbning i loven for at give tilladelser til opsendelse fra for eksempel Nordsøen, sådan at Euro Spaceport og andre visionære aktører ikke mister muligheden for at deltage i det nye rumkapløb for Danmark. DTU har allerede foreslået at påtage sig myndighedsopgaven med at udføre risikovurderinger af ansøgninger, sådan at fremtidens raketopsendelser fra dansk territorium eller platforme kan foregå trygt og sikkert. Hvorfor dog blive ved Jorden, når rummet er inden for rækkevidde?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.