Tørklædeforbud er nødvendigt, hvis vi vil bevare Danmark
Vi tvinger børn i skole, men tillader, at de kan isolere sig med tørklæde.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Tvang er nødvendigt for at få ethvert samfund til at fungere. Hård og indgribende tvang. Et samfund hænger nemlig kun sammen, hvis dets medlemmer ser nogenlunde ens på tilværelsen. Naturligvis bør der være plads til forskellighed, og måske er forskelligheden endda en styrke. Men kun hvis den sker på en bund af enshed.
Enshed kunne være samme sprog, samme historie, kendskab til samme eventyr, samme overgangsritualer, samme syn på det gode liv og samme bud på ret og vrang. I Danmark har vi mange politiske redskaber til at sikre denne enshed. Grænsen, museerne, bibliotekerne, universiteterne, folkekirken og meget mere. Intet er dog mere afgørende og mere indgribende end grundskolen.
I Danmark kan du ikke vælge, om du vil undervises eller ej. Det er bare noget, du skal. En uhørt stor del af din liv, som hverken du eller din forældre bestemmer over. Tvangsundervisning er nødvendigt for at sikre et fælles udgangspunkt. At vi alle har redskaberne til at tale og kommunikere med hinanden. At vi mødes med andre mennesker og lærer at indgå i sociale sammenhænge. At lære sproget, historien og en række fag, der giver os et udgangspunkt for at kunne fungere som borgere.
Enten insisterer vi på, at alle skal have et fælles udgangspunkt med tvungen undervisning, eller også accepterer vi en gradvis opløsning af solidariteten og sammenhængskraften i Danmark.
Desværre er der alt for mange af vores muslimske medborgere, der ikke vil lade deres børn blive en del af fællesskabet. Måske bliver børnene sendt på muslimske friskoler, hvilket giver dem et fundamentalt svagere udgangspunkt for at blive en del af det danske fællesskab. Det er selvfølgelig også meningen. At børnene ikke skal blive danske.
En anden måde at afskære børnene fra fællesskabet er tørklædet. Både et symbolsk og fysisk redskab til at lukke andre ude. Gør bæreren mindre tilgængelig. Mere isoleret. Det er sådan set også tørklædets eksplicitte formål. At skabe en barriere mellem mænd og kvinder, så mændene ikke bliver fristet. Et sådant syn på mænd og kvinder er selvfølgelig i sig selv et, som de færreste af os på disse breddegrader bryder sig om. Men man kan ikke forbyde et ulige syn på kønnene.
Til gengæld kan man forbyde tørklædet i skolen. Faktisk er det underligt inkonsistent, at det overhovedet er tilladt i dag. Og at de muslimske friskoler er tilladt. For at bevare sammenhængskraften i Danmark bruger vi som nævnt statens magt til at tvinge alle børn i skole. Men til gengæld accepterer vi, at nogle vælger at isolere sig med tørklæder eller i skoler med radikalt anderledes værdier end de danske. Det er jo absurd. Enten insisterer vi på, at alle skal have et fælles udgangspunkt med tvungen undervisning, eller også accepterer vi en gradvis opløsning af solidariteten og sammenhængskraften i Danmark.
Det er enten-eller.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.