Nedskæringer i sygehussektoren er fri fantasi

I JP 25/7 har anæstesisygeplejerske og kredsnæstformand i DSR Kreds Hovedstaden Christian B. Kummerfeldt skrevet et indlæg, hvor han kommenterer mit indlæg vedrørende det faldende antal ansøgere til sygeplejestudiet fra 24/7. Jeg havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville svare, da godt 80 pct. af Kummerfeldts tekst er mishagsytringer og causerier om fantasylitteratur mv. uden nogen direkte referencer til indholdet i mit blogindlæg.

Desuden indeholder den resterende del af hans indlæg en række påstande om indholdet i mit indlæg, som man kan betegne som meget fantasifulde, hvis man vil være meget flink. Eksempelvis mener Kummerfeldt, at jeg skriver, at det er sygeplejerskernes egen skyld, at antallet af ansøgere til uddannelsen falder, men jeg skriver derimod, at årsagen er en systemfejl, hvor politikere har for stort fokus på problemer, hvilket tvinger sygeplejerskerne til at tale deres fag ned, når de skal kæmpe for mere i løn. Desuden beskylder Kummerfeldt mig for ikke at have referencer til undersøgelser og analyser, selv om der er otte links til dokumentation i mit indlæg.

Det, der alligevel fik mig til at svare, var, at Kummerfeldt skriver, at han en gang for alle ønsker at slå fast, at sygeplejerskerne ikke taler deres fag ned, som det bliver fremført i mit indlæg og i øvrigt også af JP’s lederskribent. I den forbindelse kritiserer Kummerfeldt mig for, at jeg ikke sondrer mellem fag og job/arbejdsforhold. Derfor vil jeg lige for god ordens skyld anføre, at jeg mener, at faget/professionen og de dertil knyttede arbejdsforhold må hænge uløseligt sammen, når man skal vælge en uddannelse til eller fra.

Derfor er denne sondring ikke relevant for pointerne i dette og mit tidligere indlæg.

Det virkeligt interessante er derimod, at selvsamme Kummerfeldt i en kronik i JP 5/1 2022 om forholdene i sygehussektoren skriver, at der er »skåret ned og skåret væk«, og at sygeplejerskerne derfor har »arbejdet sig halvt ihjel«. Jeg kan forstå, at Kummerfeldt går meget op i begrebsdefinitioner, og derfor vil jeg lige indledningsvis gøre opmærksom på, at ifølge Den Danske Ordbog er en nedskæring: »det at gennemføre besparelser ved at begrænse en virksomheds eller en større institutions udgifter«, og for at være på den helt sikre side er en besparelse: »foranstaltning der består i at nedbringe én eller flere udgifter og derved spare penge«.

Men der har ikke været besparelser i sundhedssektoren. Tværtimod er både udgifterne og antallet af ansatte i det offentlige sundhedsvæsen ifølge Danmarks Statistik steget markant siden år 2000. Ser man på udviklingen fra 2003 til 2021, er antallet af sygeplejersker (omregnet til fuldtidsbeskæftigede) på de offentlige sygehuse i Danmark ifølge Sundhedsdatastyrelsen steget med 20 pct.

Ser man på udviklingen fra år til år, har der – bortset fra mindre fald i årene under finanskrisen (2006-2008) – hvert eneste år været en stigning i antallet af sygeplejersker. Tilsvarende er det samlede antal ansatte (omregnet til fuldtidsbeskæftigede) på de offentlige sygehuse i Danmark steget med 26 pct. fra 2003 til 2021.

Der har således ikke været nedskæringer på sygehusene. Aktiviteten på sygehusene er steget hurtigere end ressourcetilførslen i perioden fra 2003 og frem, hvilket som nævnt har givet en imponerende stigning i produktiviteten, som jeg i øvrigt også påpeger i det indlæg, som Kummerfeldt kritiserer. Det har naturligvis krævet en meget imponerende og anerkendelsesværdig indsats af de ansatte i sygehussektoren.

Der er dog ingen tvivl om, at det er mere tiltrækkende at være ansat på et område, hvor man løbende får flere ressourcer og flere kolleger, der sammen med bedre arbejdsgange, ny teknologi mv. gør, at man løbende kan levere flere og bedre sundhedsydelser til danskerne, end at være ansat på et område, hvor man må effektivisere, fordi der rent faktisk har været nedskæringer og dermed reduktion af bevilling og bemanding.

Hvis man er i tvivl om dette, kan man jo spørge ansatte på de områder i den offentlige sektor, der har været udsat for besparelser. De må se misundeligt på sygeplejerskerne og den øvrige del af sygehussektoren, der gennem mere end 20 år har været et af de allerhøjest prioriterede områder, når politikere skulle give merbevillinger.

Det har i øvrigt været klogt af politikerne, hvis de gerne ville genvælges, da sundhedsområdet gennem mange år har ligget helt i top på vælgernes prioriteringsliste. Ved en gennemgang af de årlige økonomiaftaler mellem regeringen og Danske Regioner kan man således også konstatere, at sygehusene år efter år har fået tildelt størstedelen af de midler, der inden for rammerne af en ansvarlig økonomisk politik er til rådighed for en real udgiftsvækst i den offentlige sektor.

Når Kummerfeldt skriver, at der er »skåret ned og skåret væk«, og at sygeplejerskerne derfor har »arbejdet sig halvt ihjel«, leverer han således selv et førsteklasses eksempel på, hvordan faget/jobbet i for høj grad bliver talt ned, hvilket kan skræmme de unge væk fra uddannelsen.