Den samtale chokerede mig dybt
Jeg talte med en russisk ven forleden, og den samtale sidder i mig endnu. For den viste, hvor farlig propaganda kan være, og hvis vi skal vinde friheden, skal propagandaen bekæmpes med alt, hvad vi har.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I weekenden kom jeg til at tænke på en gammel russisk ven, som jeg har kendt i mere end 20 år. Det er efterhånden nogle år siden, jeg så hende sidst. Anledningen var selvfølgelig Putins angreb på Ukraine, og jeg spekulerede på, hvordan hun mon går og har det i det Rusland, som vi snakker så meget om for tiden.
Så jeg besluttede mig for at ringe til hende søndag morgen. Det blev en chokerende oplevelse, som stadig sidder i mig her et par dage efter. Og som jeg tror vil blive siddende i mig i et stykke tid endnu.
Min ven er 44 år. Hun er veluddannet og klarer sig godt. Hun har et godt job, rejser meget rundt i verden og har boet uden for Ruslands grænser ad flere omgange. Hun har også boet i Danmark et års tid.
Jeg tænkte derfor, at hun ville have et nuanceret billede af Putins invasion af Ukraine. Jeg tænkte, at hun ville kunne se krigen fra flere sider. At hun måske ligefrem skammede sig over den situation, som Putin har kastet hende og resten af det russiske folk ud i. Eller i det mindste: at hun var rasende over, at uskyldige ukrainere og russere mistede livet i en krig, der synes uprovokeret og som et udfald af Putins perfide imperialistiske drømme.
Men nej. Over telefonen fra Rusland lød svarene som taget ud af Putins propagandamaskine. Det var en vigtig mission, som den russiske hær var på i Ukraine. “Folkemordet” på russere i Donbas-regionen skulle stoppes. Og ja, nazificering af Ukraine skulle bekæmpes, lød det.
»Jamen, Zelenskyj er jo jøde,« indvendte jeg. »Hvordan kan han så være nazist?«
Jamen, han er marionetdukke, lød svaret.
Over telefonen fra Rusland lød svarene som taget ud af Putins propagandamaskine.
Vores samtale blev kortere, end jeg havde regnet med. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at snakke, men det var simpelthen rystende at høre hendes svar. Hvor var den kloge, reflekterede kvinde, jeg havde kendt engang?
Så vi sagde farvel. Efter samtalen kom til jeg til at tænke på, om hun måske slet ikke mente alt det, hun havde sagt. Måske frygtede hun bare, at hun blev aflyttet, og sagde derfor det, som regimet i Rusland ønsker. Jeg kan kun gisne om det. Måske nogen ville undre sig over, at et tidligere folketingsmedlem fra Danmark ringede ud af det blå. Og ville være på den sikre side og holde sig til den officielle historie.
Jeg ved det ikke, men når jeg i andre sammenhænge har haft russere på tomandshånd, har de været lige så Putin-tro. I 2014, da Putin havde invaderet Krim, antog jeg som det mest naturlige, at mine russiske kollegaer også ville stå op for folkeretten og i det mindste være kritiske over for invasionen.
Jeg arbejdede i en ngo og tog det som en selvfølge, at man ikke kunne støtte et angreb på Krim. Men jeg tog fejl. I stedet fik jeg en lang historisk udredning om, hvorfor annekteringen af Krim var helt på sin plads.
Selvfølgelig er det skræmmende, at propaganda virker. Men det ved vi godt, det gør. Det er også skræmmende, at den ikke kun virker på dem, der ikke har så stor modstandskraft, men også på højtuddannede mennesker med internationale erfaringer, og som nemt kan tilgå internationale medier og taler godt engelsk. Men propaganda sletter eller fortrænger simpelthen erfaringer, indsigter, refleksioner. Hos langt flere, end jeg frygtede. Det er det mest skræmmende.
I weekenden vandt Orbán endnu en gang et valg i Ungarn. Hans Putin-positive stil var ellers spået til at volde ham problemer i den nuværende politiske situation. Vi taler trods alt om et land, der engang for ikke så længe siden blev invaderet af Sovjet. Men Orbán vandt alligevel.
Når fornuftige mennesker kan miste fornuften, når forkert bliver rigtigt, når jøder kan ses som nazister, ja, så er der lang vej igen. Krigen skal derfor ikke bare kæmpes med krudt og kugler. Nej, krigen skal først og fremmest også vindes i folks hjerner og hjerter. Vi må og skal bekæmpe propagandaen med alle de midler, vi har. Ellers vinder vi aldrig rigtig for alvor.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.