Virksomheders samfundsansvar skal for alvor stå sin prøve, når krisen rammer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Krigen i Rusland har vist sig som en fremkaldervæske for det moralske kompas eller mangel på samme i dansk erhvervsliv. For er det de flotte ord om samfundsansvar, der vejer tungest – også når principperne bliver testet til det yderste. Eller fokuserer man snævert på økonomiske interesser – koste, hvad det koste vil?

Langt de fleste danske virksomheder agerer ligesom borgere og i øvrigt også politikerne eksemplarisk. De er villige til at sætte forsvaret for ukrainerne over egne interesser. De er villige til at ofre både lidt og meget på bundlinjen for at beskytte den vestlige verdensorden og afvise Putins brutalitet og tyranni.

Senest har også Carlsberg set skriften på væggen og afvikler nu sine aktiviteter i Rusland. Det har (selvfølgelig!) ikke været en nem beslutning, for Carlsberg sidder på en stor del af markedet og beskæftiger tusindvis af almindelige russere, der er uden skyld i deres diktators vanvid.

Andre virksomheder, såsom Ecco og Rockwool, holder indtil videre fast. Ville de mon have gjort det samme, hvis vi stod under Anden Verdenskrig, og der var forretninger at gøre i Nazityskland? Jeg tvivler. Men jeg ved også, at mange danske virksomheder tjente tykt på at samarbejde med tyskerne under krigen.

Ligesom krigen har vist ukrainernes sande ansigt som et modigt og modstandsdygtigt folk, afslører den også, om de store virksomheders flotte ord om samfundsansvar kun er netop flotte ord, eller om principperne holder, når stormen raser.

Ét er virksomheder med direkte engagement i Rusland, sådan som Ecco og Rockwool. Noget andet er virksomheder, der skal agere, når krigens afledte effekter rammer herhjemme. Her bliver deres samfundsansvar også testet.

Aktuelt beskæftiger vi også i Autobranchen Danmark med netop sådan en sag, hvor autolakererne er ramt af meget høje energipriser, som truer store dele af branchen på dens overlevelse.

Autolakererne bruger gas, når de skal lakere og tørre biler, der er blevet repareret. På grund af gasprisernes himmelflugt er det blevet en meget dyr beskæftigelse, hvor mange autolakerere frygter konkurs, har måttet fyre medarbejdere eller har set overskud blive vendt til underskud.

Autolakererne kan ikke sende regningen videre til kunderne, fordi kunden typisk er forsikringsselskaber. Til at begynde med afviste langt de fleste forsikringsselskaber kategorisk at betale autolakererne for de ekstra udgifter, som de høje energipriser har medført. Men efter at Gjensidige og If Forsikring i februar gik de første modige skridt og trodsede konsensus i branchen, er der kommet skred i tingene. Nu er det hele 28 forsikringsselskaber, der yder et såkaldt energibidrag til de udsatte autolakerere, når de løser opgaver for forsikringsselskaberne. Det har været stærkt opløftende at se, hvordan selskaberne ét efter ét har meldt sig på banen, klar til at tage ansvar. Nogle sikkert med de reneste intentioner, andre sikkert også med omtanke for eget image. Sådan er det.

Faktisk er det af de store selskaber kun Tryg, der står tilbage og helt kategorisk nægter at betale autolakererne for de udgifter, de har, når de løser opgaver for dem. Ja, helt kategorisk nægter at tage samfundsansvar og udvise ordentlighed over for en branche, som det selv er afhængigt af. Det har en markedsandel på 29 pct., så måske kan det bare tillade sig at se igennem fingre med den slags?

Men det er jo den slags, krigen også afslører. Hvor er der hold i principperne? Hvem ser ud over egen næsetip og bidrager til det fælles bedste?

Vi har indtil videre fået nogle af svarene fra dansk erhvervsliv. Det vil vi fortsætte med i tiden fremover. Det er stadig ikke for sent at blive klogere og leve op til sine flotte ord om samfundsansvar, sådan som Carlsberg beviste forleden. Men sandet i timeglasset løber ud på et tidspunkt.