Fortsæt til indhold
Kommentar

Muslimer skal selvfølgelig ikke have julehjælp

Julehjælp er en håndsrækning til dem, der fejrer jul. Ikke til muslimer med dårlig moral.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når julen som de kristnes højtid nærmer sig, er der en vis tradition for, at familier af forskellige årsager søger om julehjælp. Og i år har rekordmange søgt om dette. Hos f.eks. Blå Kors Danmark har 8.668 børnefamilier søgt om julehjælp. Og hos Dansk Folkehjælp har 15.093 familier søgt om hjælp til julen. Hvert år er der desværre familier, der bliver afvist af den simple grund, at de forskellige foreninger ikke har nok kapacitet til at give til alle, der ansøger.

Muslimer burde afholde sig fra at søge om julehjælp. Der er ikke tale om en ekstra håndsrækning i hverdagen, men om et tilskud til at fejre en kristen højtid.

Jeg synes, det er dejligt, at foreninger kan give en hjælpende hånd i den tilstundende højtid. Men det kan undre, at muslimer er blandt ansøgerne til julehjælp. F.eks. da Vejen Kirke for nogle år siden ville uddele julehjælp, var 16 af de 19 ansøgere indvandrere eller flygtninge. Og en muslimsk konvertit med 10 børn og fire heste kunne også stolt berette om, hvordan hun havde fået julehjælp!

Det er desværre ikke enestående tilfælde, at muslimer glædeligt tager imod den julehjælp, som helt retteligt bør gå til de familier, som rent faktisk fejrer jul. Og når nogle muslimer får, er der danske familier, der ikke kan få. Det er simpel logik med en knap vare.

Muslimer fejrer ikke jul, det siger sig selv, for jul er en kristen tradition, og muslimer har derfor ikke særligt behov for hjælp ved denne højtid. Danskerne beder vel heller ikke om at få en ramadankurv, når eidfesten nærmer sig.

Muslimer burde afholde sig fra at søge om julehjælp. Der er ikke tale om en ekstra håndsrækning i hverdagen, men om et tilskud til at fejre en kristen højtid, som det kan være svært at få råd til, hvis man står i en trængt økonomisk situation.

Personligt forstår jeg ikke, hvad der kan få muslimer til at søge om julehjælp. Det virker umådeligt bjergsomt i min optik, at man rager noget til sig, som dybest set ikke bør tilkomme en. Og moralsk er det ikke mindst uanstændigt at godte sig i de donationer, som egentlig er tiltænkt en anden. Det er ikke værdigt! Tænk at være den, der bliver afvist, fordi hjælpen er uddelt, vel vidende at en familie i en af landets indvandrerghettoer en tilfældig lørdag sidder og hygger sig med det uddelte.

For hver muslimsk familie, der får tildelt julehjælp, er der potentielt en dansk familie, der må gå forgæves. Det er ikke rimeligt! Derfor må opfordringen være: Julehjælp er til for dem, der fejrer jul – ikke til alle mulige andre!

De forskellige foreninger kan selvfølgelig ikke sikre sig, at muslimer ikke er blandt ansøgerne. Men den enkelte ansøger har selv det ansvar, at man selvfølgelig ikke ansøger om noget, som dybest set ikke bør tilkomme en.