Fortsæt til indhold
Kommentar

Fælleseuropæisk mindsteløn er ineffektiv, ulovlig og respekterer ikke den danske model

Den danske model er bedre for alle parter end mindsteløn. Derfor vil jeg kæmpe for, at Danmark undtages fra direktivet og kan fortsætte med at have et af de bedste arbejdsmarkeder i verden.

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I denne uge har Europa-Parlamentet igen stemt om en mindsteløn på EU-niveau. Det kan for nogle lyde fint, men for mig at se vil en fælleseuropæisk mindsteløn true den danske måde at indrette arbejdsmarkedet, være i strid med traktaten og ikke nævneværdigt hjælpe dem med de laveste lønninger. Derfor har gode danske kolleger hernede og jeg selvfølgelig gjort, hvad vi kunne, for at stikke en kæp i hjulet på forslaget.

Sammen med de andre danske medlemmer har jeg været modstander af direktivet fra dag ét. Jeg vil gerne rose Marianne Vind fra Socialdemokratiet og Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten for at have gået forrest i denne kamp. Selv om vi er fra forskellige partier, støtter jeg deres indsats 100 pct.

EU er smart i mange sammenhænge. Men vi skal for alt i verden undgå, at den udvikler sig til en føderal, overnational myndighed, der blander sig der, hvor EU intet har at gøre.

I Danmark er vi med rette stolte af den arbejdsmarkedsmodel, vi har i Skandinavien. Den har gennem mere end 100 år bidraget til, at danske arbejdstagere er blandt de i Europa – ja, i verden – der har de bedste lønninger og samtidig den højeste produktivitet. Altså en ren win-win for arbejdstagere og arbejdsgivere. Det kan der desværre blive sat en stopper for med direktivet om mindsteløn. I direktivet slås det fast, at alle arbejdstagere skal have en passende løn – enten fastsat ved lovgivning eller overenskomst.

Problemet ved det er, at arbejdsmarkedssystemerne i Europa er vidt forskellige og ikke kan ensrettes uden videre. I Danmark har vi en sund og god tradition for, at lønmodtagerne og arbejdsgiverne – dem, som det hele nu engang handler om – selv tager ansvar, mødes og snakker om tingene. Det har vist sig at være en langt bedre måde at ordne tingene på end løsninger, der hviler på mindsteløn. Både for arbejdstagerne, der får bedre vilkår, for arbejdsgiverne, der får produktive og mødestabile medarbejdere, og for samfundet generelt, der slipper for de uforudsigelige og voldsomme optøjer, som mange af Sydeuropas lande plages af. I Danmark er gule veste heldigvis stadig noget, man finder på byggepladser.

Derudover er en europæisk mindsteløn muligvis ikke engang lovlig. I Lissabon-traktaten står det sort på hvidt, at EU ikke kan lovgive om lønforhold, ret til strejker og lockouts. Den forsikring gjorde, at danske lønmodtagere og arbejdstagere, der er glade for den danske arbejdsmarkedsmodel, samtidig trygt kunne bakke op om samarbejdet i EU.

Når EU begynder at lovgive om lønforhold – og dermed ser stort på begrænsningerne i traktaten og potentielt undergraver en velfungerende arbejdsmarkedsmodel som vores, så gavner det kun EU-modstanderne. De kan pege på, at EU ikke respekterer den nationale kompetence og de garantier, vi har fået af EU, og nu forsøger at tilrane sig mere kompetence. Og selv om jeg synes, EU er nyttig i rigtig mange sammenhænge, frygter jeg den glidebane, som det her forslag er udtryk for.

Os, der er tilhængere af den europæiske union og det indre marked, bør sætte foden ned og sige fra over for det her forslag. Selvfølgelig skal folk have en løn, de kan leve af, men det sikres ikke bedst ved lovgivning. Det viser kommissionens egne tal i øvrigt også. Den danske model er bedre for alle parter end mindsteløn. Derfor vil jeg kæmpe for, at Danmark undtages fra direktivet og kan fortsætte med at have et af de bedste arbejdsmarkeder i verden.

EU er smart i mange sammenhænge. Men vi skal for alt i verden undgå, at den udvikler sig til en føderal, overnational myndighed, der blander sig der, hvor EU intet har at gøre.