Kære statsminister, pas på tilliden

”Jeg er landets statsminister. Jeg dækker ikke over noget” sagde statsministeren onsdag aften i sidste uge. Anledningen var pressemødet om de forsvundne sms’er, og ordene indkapsler en stigende bekymring, jeg har gjort mig for tilliden i vores folkestyre.

Os i Danmark er verdenskendte for at være et tillidsfuldt folkefærd. Tilliden er limen i vores folkestyre såvel som i vores samfund generelt. Men som formand for det granskningsudvalg, der har nedsat mink-kommissionen, er jeg desværre bekymret for tilliden.

Danskerne har været enormt gode til at vaske hænder, holde afstand og efterleve retningslinjerne netop pga. tilliden. Vi tror nemlig på, at regeringen og myndigheder taler sandt og hjælper os i krisetider.

Derfor er danskerne også foreløbig kommet godt igennem corona-pandemien. Vi stoler på det, når Danmarks statsminister f.eks. siger, at det eneste forsvarlige at gøre er at slå alle mink ihjel. Det gør vi først og fremmest, fordi det er en statsminister, der siger det.

Men når tilliden til den siddende statsminister skrider, skrider tilliden til hele Statsministeriet. Til hele embedet.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan Statsministeriet kunne fortsætte med automatisk sletning, efter JP har afsløret, at Minkkommissionens formand, landsdommer Kistrup, i april skrev til ministeriets absolutte top, at man netop skulle være opmærksom på, at materiale, herunder sms’er, ”sikres mod sletning” og direkte påtalte ”rutinemæssig automatisk sletning”.

Det er mig også komplet uforståeligt, hvordan der kunne gå 132 dage før Statsministeriet svarede mink-kommissionen, at de efterspurgte sms’er var slettet for længst. Selvom statsministeren selv måtte mene, at hun har den mest fornuftige grund til at slette sine sms’er, ser det stadig meget mistænksomt ud, at hun ikke svarer mink-kommissionen.

Hvis statsministeren ved, at sms’erne er slettet, hvorfor så ikke bare sige det med det samme?

Det er tøven og tilbageholdenhed, der påkalder sig mistro, som ikke bare rammer statsministeren, men som desværre smitter af på selve embedet.

Det samme gør sig gældende for skattesystemet. Vores verdensberømte velfærdsmodel i Danmark og Scandinavian bygger på, at borgerne giver deres penge væk til folk, de ikke kender. Og det gør borgerne kun, fordi vi alle sammen har tillid til, at staten (sådan nogenlunde) kan passe på vores penge og omfordele efter flertallets ønske. Derfor reagerer vi mennesker også kraftigt, når vi hører om personer, der snyder fællesskabet og uretmæssigt modtager penge – Skattesnyd nedsætter tilliden til systemet og til at betale skat.

Da jeg sad som skatteminister imens en kommission undersøgte Skatteministeriet, mig og mine alt for mange forgængere, sørgede jeg for at involvere mig så meget, jeg kunne, således at alle henvendelser fra kommissionen blev besvaret.

Det er ikke bare normal praksis, at en siddende minister involverer sig. Det bør være en selvfølgelighed. En ministers eneste interesse er at hjælpe kommissionen, så det er tydeligt, at alt er foregået efter bogen – I hvert fald hvis man har rent mel i posen.

At vente 132 dage med at besvare en kommissions henvendelse er derimod unormal praksis. Befolkningen skal kunne regne med, at der er styr på tingene i Statsministeriet. Derfor må statsministeren også sørge for, at alle henvendelser fra kommissionen bliver besvaret omgående – Også selvom svaret måtte være, at man har mistet de efterspurgte sms’er.

Så for tilliden til embedets skyld, kære statsminister, beder jeg dig; sørg for at besvare kommissionen, når den henvender sig. Vær også åben og transparent i din måde at føre Danmark gennem krisen på. Og værn om danskernes verdensberømte høje tillid til hinanden og til myndighederne. Den er os ikke givet.