Kina skal ud af vores børns hoveder og hjerter

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Dem af jer, der fra tid til anden læser mine blogs her på Jyllands-Posten ved, at jeg har et vedvarende demokratisk horn i siden på Kina. Aktuelt ikke mindst på grund af den nye nationale sikkerhedslov i Hong Kong og den massive undertrykkelse af de religiøse mindretal internt i Kina. Men et er den politiske undertrykkelse og tilhørende masseovervågning af sin egen befolkning. Det kan være vanskelig at gøre noget ved som udenforstående. Noget andet er Kinas mere og mere dominerende rolle på den internationale scene. Den kan vi til gengæld gøre noget ved.

Seneste eksempel er Kinas trusler overfor Litauen, fordi det lille baltiske land accepterede at Taiwan åbnede et repræsentationskontor i Vilnius under navnet ”The Taiwanese Representative Office in Lithuania”. Normalt, også her i Danmark, bruges hovedstadens navn Taipei i stedet for Taiwan. På den måde rækkes Kina et figenblad til at dække over sin overordentligt fintregistrerende æresfølelse. Da denne beslutning blev kendt i Beijing, reagerede Kina øjeblikkelig med trusler om bål og brand, fordi de så Litauens beslutning som en trussel mod den såkaldte ”et-Kina-politik”.

Man kan næsten sætte uret efter Kinas reaktioner, hvis nogen formaster sig til at være kritisk overfor Riget i Midten. Det lader til, at enhver, der ytrer sig kritisk, ryger direkte i den kinesiske regerings sorte bog. Journalister, forskere, aktivister og politikere. Men også virksomheder, tænketanke, institutioner og regeringer. Denne gang var det Litauens regering.

Selv helt perifere kritikere af det kommunistiske diktatur – som eksempelvis mig selv – får med Kina at bestille, hvis man sætter spørgsmålstegn ved styrets legitimitet. Lige nu har jeg eksempelvis en trussel om en arrestordre hængende over mit hoved.

Det sidste tager jeg nu som en udsøgt æresbevisning. Til gengæld er det møgprovokerende – for at sige det på jysk – at min computer og telefon konstant bliver forsøgt hacket. Det er spild af tid for medarbejderne i Folketingets administration, der endnu engang skal bruge tid på at ændre koder og sikkerhedssystemer.

Niveauet af hackerangreb er nået et niveau, hvor jeg i dag tager det for givet, at Kina – hvis de har lyst – til hver en tid kan følge med i, hvem jeg taler, kommunikerer og mødes med. Enten gennem min computer eller telefon. Det er min nye politiske virkelighed: Kina er med mig overalt. Det er jeg helt bevidst om.

Men det er mine børnebørn ikke. Men heller ikke de kan tage et skridt, uden det kan registreres i Beijing. Hvorfor? Fordi de, ligesom alle deres venner, er på TikTok. Hvorfor i alverden tillader Danmark TikTok at krybe ind i hovedet på vores børn og unge? Og suge informationer ud om deres vaner, holdninger og interesser? Tænk sig, at vi som samfund tillader dette!

Der har gennem de sidste år været en stigende – og helt berettiget – kritik af de globale tech-giganter som Google, Amazon og Facebook. Men hvor er kritikken af firmaer som TikTok? Det er som om, virksomhedens ageren går under radaren. Selvfølgelig popper der kritik op fra tid til anden. Men en konsekvent og vedvarende kritik af Kinas infiltrering af vores teknologiske infrastrukturer og sociale medieplatforme foregår stadig i afgrænsede fora.

Det er på ingen måder acceptabelt. Derfor er det på høje tid, at Danmark får formuleret en langt mere realistisk og ikke mindst kritisk strategi overfor Kina. Vi kunne starte med at stille os selv spørgsmålet: Hvor afhængige ønsker vi overhovedet være af Kina? Teknologisk, kulturelt, uddannelses- og forskningsmæssigt og økonomisk?

Mens vi diskuterer det, kunne vi så ikke med det samme blive enige om at få Kina ud af hovederne på vores børn? TikTok virker så umådelig uskyldigt – er det ikke bare en platform fyldt med dansevideoer? – men nej, TikTok er på ingen måde en uskyldigt. Det er en stor høstmaskine, der suger milliarder og atter milliarder af informationer ud af vores børn og unges hoveder og hjerter – og sælger disse informationer til hvem end, der ønsker at målrette annoncer og holdninger tilbage til de samme børn og unge.

Trumfer retten til at sælge virkelig retten til ikke at blive solgt?