Venstrefløjens had til provinsen stopper ikke ved landbruget
På en måde ville det være lettere, hvis der var mere klassekampsretorik, end der er i dag. Hvis de røde partier altså var ærlige og sagde: Vores vælgere bor i Storkøbenhavn og Stor-Aarhus.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
De røde partier hader livet de steder, man i gamle dage kaldte ”på landet”, i almindelighed. Og landbruget i særdeleshed.
Det mest eklatante eksempel, som godtgør, at min påstand er korrekt, er selvfølgelig ønsket om at afvikle hele minkerhvervet. For lad os være ærlige: Covid-19 var for Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten blot en belejlig undskyldning for at gennemføre et længe næret ønske.
Det næste, man ønsker at afvikle, er det animalske landbrug. Hetzen har været i gang længe, og nu benytter man den grønne omstilling som løftestang for både at kontrollere de spisevaner, befolkningen har haft siden tidernes morgen og for at få afviklet først og fremmest produktion af svin.
Falder en landbrugsaftale med de blå partier som følge af regeringens stædighed ikke på plads, er der lagt op til at regulere landbruget så voldsomt og omkostningstungt, at mange må give op. Hvilket ikke vil tage så meget som et minuts nattesøvn fra partierne til venstre for Socialdemokratiet. Og primært vil genere mange socialdemokrater, fordi de trods alt godt - specielt i et kommunalvalgår – kan se, at landbruget også generer mange medlemmer til fagforeningerne.
Men socialdemokraterne kan skam også godt, når det gælder om at genere landbruget. Den voldsomme fordyring af generationsskifte, som regeringen har gennemført, bidrager til at gøre et erhverv med høj gennemsnitsalder endnu ældre. Og forhindrer selvsagt, at friske kræfter kommer til med nye idéer.
Det er på grund af geografien langt mere sandsynligt, at en lønmodtagerfamilie i provinsen skal 50-60 kilometer i hver sin retning for at passe sit arbejde end det er, at en familie i de to store metropolområder skal.
Så er der spørgsmålet om forvaltningen af det åbne land.
Jeg kender ingen borgerlige, der ikke er tilhængere af, at vi som samfund passer på de naturværdier, vi så at sige har fået i arv. Selv har jeg om ikke min daglige gang, så min særdeles jævnlige motion på cykel, ude i det storslåede marskland, der ligger vest og sydvest for Ribe, hvor jeg bor. Det ville jeg ikke under nogen omstændigheder undvære.
Men det skal altså også være muligt at leve i den naturskønne del af Danmark, ligesom det skal være muligt at udvikle områderne i pagt med og forståelse for naturen. Her er det ærlig talt ikke hjælpsomt, hvis venstrefløjen bliver alt for konservativ og insisterer på, at alt skal forblive, som det var. Det skal alting selvfølgelig ikke. For mennesker skal også – i pagt med den omgivende natur – kunne leve og være i fx de kommuner, der ligger ud til Vadehavet eller Vesterhavet.
Men venstrefløjens had til provinsen stopper ikke ved landbruget.
De store virksomheder, der har behov for et omfattende kapitalapparat, ligger først og fremmest i Produktionsdanmark. Altså Jylland. Mens konsulentvirksomhederne, der ikke skal tænke i kapitalapparat på samme måde, ligger i Hovedstadsområdet.
Sådanne virksomheder skal bestemt ikke have det godt, hvis det står til regeringen.
Hvis regeringen gør alvor af sine planer, kommer aktiebeskatningen til at stige. Det vil gøre det dyrere at investere i virksomheder i Danmark. Og derfor vil færre formentlig gøre det. De store tabere vil blive danskerne i bred almindelighed. For der vil både blive lavere vækst og færre job, end der ellers ville have været.
Når det kommer til at sikre et rimeligt udbud af arbejdskraft, gør regeringen intet. Fred være med Arne-pensionen. Den skal være de nedslidte vel undt. Men en ansvarlig regering burde gennemføre reformer, der sikrer et større udbud af dansk arbejdskraft. Ligesom den burde gøre det lettere for udlændinge, der har et job på hånden, at komme til Danmark. Det sker bare ikke. Og Produktionsdanmark betaler prisen.
Endelig er der spørgsmålet om infrastruktur. I Jylland er afstandene mellem mennesker bare større, end der er i Hovedstadsområdet og Stor-Aarhus. Derfor kan vi ikke klare os med cykelstier og sporvogne med videre. Der skal veje til. Og de skal være så hurtige at køre på, at det skaber et sammenhængende arbejdsmarked af en vis størrelse.
Det er på grund af geografien langt mere sandsynligt, at en lønmodtagerfamilie i provinsen skal 50-60 kilometer i hver sin retning for at passe sit arbejde end det er, at en familie i de to store metropolområder skal. Derfor nytter det ikke noget, at den hovedstads- og Stor-Aarhusbaserede venstrefløj saboterer udbygningen af infrastrukturen. Det kan arbejdsomme mennesker uden for disse dele af Danmark ikke bruge til noget som helst.
På en måde ville det være lettere, hvis der var mere klassekampsretorik, end der er i dag. Hvis de røde partier altså var ærlige og sagde: Vores vælgere bor i Storkøbenhavn og Stor-Aarhus. Og det er af ideologiske årsager vigtigt for dem at ødelægge tilværelsen for mennesker andre steder så godt, det nu kan lade sig gøre.
Så havde vi, der bor i resten af landet, i det mindste en ærlig chance for at sige: Det skal være løgn. I skal simpelthen ikke have held med jeres forehavende.
Men i vore dage er alting pakket ind i spin og retorisk vinkling. Derfor mangler konfrontationen. Derfor bliver der serveret en hel masse sukkersnak om abstrakte og til dels fiktive problemer. Der alle sammen skal løses ved at chikanere mennesker i provinsen mest muligt og gøre såvel deres traditionelle tilværelse som deres fremtidige udvikling umulig.
Så kære venstrefløj: Gør alle os, der bor i provinsen, den tjeneste at sige, at I hader vores måde at leve på. Så vi i det mindste kan få et godt, gammeldags slagsmål om værdier. I stedet for en hel masse højrøvede tirader fra jeres side. Der alligevel alle sammen går i den samme retning: At genere folk, som ikke bor der, hvor I høster mange stemmer, mest muligt.