Fortsæt til indhold
Kommentar

Vi skal udbrede kendskabet til danske værdier – så hvorfor vil regeringen lukke en ordning, der gør præcis det?

Kendskabet til dansk sprog, litteratur og samfundsforhold i udlandet er en vigtig værdikamp, som Danmark er ved at tabe.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Hvorfor vil du gerne læse dansk?« spurgte jeg den unge kvindelige studerende.

»Danmark er kendt for sin ligestilling, og jeg vil gerne arbejde med kvinder og børn i Sydamerika,« lød det noget overraskende svar.

I de seks år, jeg underviste som dansk lektor på University of Washington i Seattle, mødte jeg igen og igen en interesse for de danske værdier og den danske samfundsmodel.

I regeringens nye 2022-finanslovsforslag fremgår det af side 127, at man ønsker at udfase Lektoratsordningen.

Lektoratsordningen står for at udbrede kendskabet til dansk sprog, litteratur og samfundsforhold i udlandet. 26 lektorer arbejder i hele verden, fra USA til Ungarn, i Rusland, Tyskland, Frankrig og Kina og i mange andre lande på diverse prestigefyldte universiteter i Berkeley, Skt. Petersborg, Wien, Paris og Beijing, hvor de repræsenterer Danmark og udbreder kendskabet til vores lille, skønne lands sprog og kultur.

Det har taget årtier at opbygge de relationer og det samarbejde, Danmark har med disse udenlandske universiteter. Faktisk har den kultur og partnerformidlende ordning fra 1937 overlevet en verdenskrig, en oliekrise, fattigfirserne og mange skiftende regeringer.

Grunden til den stærke ordning er ganske klar. Danmark har brug for at verden kender til os. Og for de håndører, som ordningen fylder i statens husholdningsbudget, nemlig lidt under ni millioner om året, får vi skabt os et solidt og troværdigt navn og rygte, intet kommunikationsbureau ville kunne skabe over for vigtige globale partnere.

Andre nordiske lande har samme ordning, og det samme har de baltiske lande. Det er uendeligt vigtigt for små lande at værne om og udbrede kendskabet til deres identitet, hvis den skal bestå.

Seattle ligger 7782 km fra Danmark, det er længere, end der er fra København til Kabul. Hvis der er noget, der burde stå lysende klart i disse så foruroligende tider, så er det, at de værdier, vi står last og brast om, er under pres og bør kæmpes for.

Det mener regeringen tilsyneladende ikke.

Hvis man vender blikket fra lille Danmark og spørger folk ude i verden, om de kender Danmark, så får man ofte et svar, der handler om H.C. Andersen og den lille havfrue. Er man heldig, falder der et par ord om Lego og vindmøller. Men Danmark er så meget mere – og det gør Sendelektorerne i deres daglige undervisningsarbejde alt for at sørge for, at verden ved.

Sendelektorerne repræsenterer Danmark ude i verden. De underviser ikke alene i dansk sprog og litteratur, men også i samfundsforhold, ligestilling og det danske velfærdssystem. Sendelektorerne er bindeleddet mellem Danmark og det land, de er udsendt til.

Hvis regeringen slagter det her system for det, der i det samlede finansbudget må betragtes som håndører, er der ikke meget, der giver mening, i forhold til hvor vigtigt vores politikere giver udtryk for, at de synes udbredelsen af vestlige værdier er.

Det handler om så meget mere end finansbudgettet og bundlinje – det handler om eksport af vores danske værdier.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.